søndag den 25. marts 2012

Fødselsdag, migrationspoliti, Cochabamba, Cochabamba!

Jeg havde jo i tirsdags fødselsdag - en underlig følelse at have fødselsdag så langt fra hjem, når man som mig er vant til helt faste traditioner omkring disse mærkedage! Heldigvis blev jeg fejret godt med lækker mad (Vicente havde sagt til mama Vicky, jeg vildt gerne ville have picante de pollo, så det fik vi! Og det er lækkert!) Der var sodavand på bordet, jeg fik et par smukke stiletter af Cille og Sofie, som er i Paris, vi bagte chokoladekage - som blev til kæmpe chokocookie. Onsdag havde vi sprogtime igen. Her var der madlavningsundervisning også. Lidt underligt, for det plejer altid at være torsdag. Det var dog ikke uden grund, fandt jeg ud af. De havde nemlig rykket madlavningstimen udelukkende for at kunne overraske mig med kage og sang! Så sødt! Jeg måtte traditionen tro bide det første stykke af kagen - hvorefter en af Cille og en af lærerne klaskede mit ansigt ned i kagen. Muerta la torta! Fantastisk, når folk, man knap kender, gør så meget for at glæde en! Cilles lærer har billeder af hele forløbet, så dem skal I nok få at se!

Torsdag aften skulle turen gå til Cochabamba. Dog måtte vi først en tur ned på migrationskontoret, fordi Cille, Line og jeg blev stoppet på gaden af migrationen og blev bedt om at fremvise pas og visa - hvilket vi alle har, så det var intet problem. Men Bolivia er jo Bolivia, så vi måtte alligevel en tur ned på migrationskontoret for at aflevere en kopi af pas og visa. Det føltes lidt utrygt at blive stoppet på gaden af politiet, så Line ringede til Daniel og bad om råd. Det endte med at Lucho kom og snakkede med politiet og forklarede, at vi bare er venner af familien, der bor her lidt. Ingen problemer. Dog kringlet!

Fredag morgen ankom vi tidligt til Cochabamba, hvor vi ventede på terminalen, til lyset brød frem. Vi har nemlig hørt, at Cochabamba skulle være en farlig by - det gentog de lokale også en del for os! Da vi besøgte Kristusstatuen (som er verdens største - det er IKKE den i Rio! Den er nemlig 33m, fordi Jesus blev 33år. Men der var cochabambaerne smartere. Deres er nemlig 33 + lidt til, da Jesus jo ikke døde på sin fødselsdag. Snedigt!), mødte vi en familie, der meget gerne ville følges med os ned, fordi der er rigtig mange tyveknægte i området, der ligger på lur og venter på at røve dumme turister. Som os. Det var vildt sødt af dem! Vi følte os på ingen måde utrygge, men det var rart at vide, at der var folk, der ville en det godt!

Ellers gik tiden i CBBA med at traske rundt og se kirker - vi havnede bl.a. til en nonnemesse. Sjovt! Vi så det store palads, gik på de store markeder og hyggede os generelt bare rigtig meget i hinandens selskab. Til frokost fik vi grillet laks og en boliviansk Riesling. Vi var virkelig endt i overklassekvarteret! Kl. 20:00 gik turen tilbage mod Sucre, hvor vi var fremme kl. 5 om morgenen ca. Lørdagen blev brugt på et besøg i Dinoparken (det værste spild af penge nogensinde!), afsked med Recoleta, wally med skolen og en lille bytur om aftenen.

Idag er det søndag, en træt dag for os begge! Vi har været på marked i Tarabuco for at købe lidt lækkerier i lamauld med hjem samt begyndt at pakke vores værelse ned. Underligt pludselig at skulle pakke alt sammen! Der er blevet lavet bunker, kasser med ting, der skal sendes hjem og rygsækkene er igen fundet frem. Vi ser frem til vores næste eventyr!

onsdag den 21. marts 2012

Skolejubilæum og Uyunitur

Så er der igen nyt at fortælle herfra!
Torsdag eftermiddag/aften mødtes jeg med en af mine kollegaer fra Poconas, Ramosa, som havde inviteret mig med til hendes gymnasiums jubilæum. Vi gik en tur gennem byen først og sludrede om løst og fast - hun på fortovet, jeg på vejen for at udligne højdeforskellen mellem os. Hun går mig lige akkurat til skulderen - jeg følte mig som en kæmpe! Vi fik os en kop kaffe på en café og tog derefter hen til hendes skole, hvor de forskellige klasser havde forberedt nogle danseshows for at fejre skolens 53års fødselsdag - en vigtig milepæl!! Det var rigtig sjovt at opleve - jeg var uden tvivl den eneste gringa på skolens område. Det blev der også lagt mærke til! Pludselig blev jeg kaldt frem af en af lærerne, der sammen med nogle elever havde forberedt en lille overraskelse. Jeg stod foran alle fremmødte med to drenge, hvoraf den ene var klædt ud som en mumie. Han havde et lagen over hovedet, og planen var så, at de ville afsløre mumien for mig, og jeg skulle så fortælle publikum, hvad den lignede. På 3 rev de lagnet af mumien og afslørede en sort maske med rød klovnenæse. Jeg var helt færdig af grin! Det var helt klart meningen, jeg skulle blive skræmt, men hele situationen var bare så komisk. Ramosa, Andrea og Mercedes var også ved at dø af grin. Efter denne lille surprise gik vi tilbage til Poconas, mens vi spiste papas rellenas, en boliviansk kartoffelret. Alt i alt en hyggelig aften!

Fredag eftermiddag gik turen mod Uyuni. Cille, Theresa og jeg tog først til Potosí, hvor vi samlede en koreansk pige op, der også skulle mod Uyuni. Det passede helt perfekt, for vi havde en ekstra busbillet, da Nanna desværre var blevet syg. Vel ankommet til Uyuni opdagede jeg, at mit dankort var væk - øv øv! Det blev spærret lørdag morgen, hvor vi også mødtes med vores chauffør og resten af gruppen - Rob fra Wales, Greg fra tæt på London og Grasciano (?) fra Belgien. Det viste sig at være et helt perfekt match - vi havde det så sjovt!

Først gik turen til selve saltørkenen, hvor vi brugte en del tid på at tage sjove og smukke billeder - Cille har et helt album på facebook med billederne, så uploader ikke nogle her. Vi mistede også vores chauffør, men fandt ham heldigvis igen. Derefter kørte vi til togkirkegården, som er et af de sjovest steder, jeg nogensinde har besøgt! Gamle, westernagtige togvogne parkeret samlet med opsatte gynger og vipper i midten. Det var SÅ underligt, men også vildt sjovt. Blev naturligvis overmodig og skulle hoppe fra den ene togvogn til den anden, hvilket resulterede i verdens største blå mærke på låret! Efter denne skægge og en smule smertefulde oplevelse kom vi frem til vore hostel, hvor vi blev indlogeret på to tremandsværelser. Her hyggede vi med gruppen, indtil vores mad var færdig. Hostellet lå lige midt i ingenting, så stjernehimlen var usædvanligt flot!

På dag to klatrede vi på klipper af vulkansk aske og så en klippe, der lignede et træ. Den er åbenbart ret så kendt ;) Vi så også en masse bjerglaguner - et smukt syn! I disse laguner lever også flamingoer - et sjovt syn så langt oppe i bjergene! De er svagt pink, så de må jo få deres nødvendige næring (selvom vores guide mente, de kun spiser mudder...). Vi kørte også ind i en nationalpark, der kostede os 150bs. Ikke det værd... For vi kørte direkte til vores hostel, som lå endnu mere i midten af ingenting. Det var til gengæld vildt hyggeligt! Vi spillede kort og drak te og kaffe og gjorde nar med franskmænds accent, når de taler engelsk. Grasciano, belgieren, har nemlig en snert af fransk accent, som han var god til at overdrive. Rob var også vildt god til det. Et godt grin - særligt da en franskmand henvendte sig til os for at spørge, om vi havde en proptrækker. Det var meget svært at holde masken!

På tredjedagen stod vi meget tidligt op - chaufføren, Juan Carlos, havde nemlig sagt, vi skulle køre kl. 5. Der var han dog ikke selv stået op... Men afsted kom vi - 50min senere. Vi kørte op i bjergene, hvor vi så solopgangen over geyserne. Et ubeskriveligt syn! Længere inde i nationalparken badede vi i termiske kilder, mens Juan Carlos forberedte morgenmaden. Utroligt lækkert at ligge i varmt vand, mens luftens temperatur lå omkring frysepunktet! Efter dette dejlige morgenbad og lækker morgenmad gik turen mod den chilenske grænse, hvor vi sagde farvel til Grasciano. Altid en smule trist at sige farvel!

Så gik turen bare tilbage til Uyuni - vi punkterede 300m fra byen, så vi måtte skifte dæk. I Uyuni gik vi ud og spiste pizza, og derefter gik turen for Cille og mit vedkommende tilbage til Sucre, mens de andre vendte snuden mod La Paz. Alt i alt en fantastisk tur - ubeskrivelig, men her har jeg gjort et forsøg ;)

lørdag den 10. marts 2012

Arica

Mig med udsigt over Arica og strande - sidder lidt akavat, da der var ret langt ned på den anden side og selv ikke paragliding har kureret min højdeskræk ;)

Florianoplis

Lækker strand og badedyr

Iguazu

Lige et enkelt billede fra Iguazu Falls, argentinsk side (:

Paragliding

Jeps, det er mig, der hænger der!

"Hjemme" igen (:

Så er vi tilbage i Sucre efter to forrygende dejlige uger væk herfra. Vores tid i Florianopolis gik mest med at ligge på diverse strande og sludre med drengene - så hyggeligt! Vi mødte også flere danskere på vores hostel i Florianopolis, en 7-8 stykker, tror jeg. Alle drenge. Det føles så skægt at snakke dansk med andre end hinanden efter så lang tid. Vi var i byen et par gange på nogle sjove clubs - dog ikke noget, der er værd at skrive hjem om, bare ganske hyggelige aftener! Vi tog også ud at spise sushi en aften - Cilles første gang. Hun er lige kommet igang med at spise fisk, så det var ret modigt. Det var nu heller ikke det store hit ;)

Den sidste dag i Florianopolis lejede vi scootere og cruisede rundt på øen. Jeg skulle naturligvis også afprøve mine scooterskills med det resultat at CJ og jeg måtte ned og bide i asfalten. Så har jeg også fået den lærestreg... Ingen af os kom dog til skade, et par hudafskrabninger på knæene og blå mærker. Det mest sårede var min stolthed!

Vi besluttede os at blive et par dag i Arica, Chile, inden vi tog tilbage til Sucre. Arica er en hyggelig by, men der er godt nok ikke meget at lave. Vi tjekkede ind på et hostel, hvor vi stort set var de eneste gæster - senere kom en mor og hendes søn. Det var en lidt hul fornemmelse, for overalt på væggene stod der skrevet hilsner fra tidligere gæster i stil med: "The funniest hostel ever", "Worst hangover ever" og"Thank God I dont remember everything". Der var dog også en der sagde: "Feels like we're the only ones here - wait a minute, we ARE the only ones!". Vi kom nok bare udenfor sæson, hvem ved? Vi besteg "El Morro", som er Aricas varetegn - en kæmpe klippe ud til havet. Flot udsigt over hele ørkenen. Vi mødte også vores medhostelgæster, Leon og hans mor på stranden. Moren (hvis navn jeg aldrig fik fat i, pinligt!) arbejder som sproglærer i Talca i Chile, så de var bare på ferie inden skolen begynder igen. Det er altid spændende at møde nye mennesker, selvom man også bliver lidt træt af altid at skulle svare på det samme; "hvad hedder du?", "hvor kommer I fra?", "hvor længe skal I rejse, hvor har I været blablabla". Det er selvfølgelig altid dejligt at høre nye historier, men en gang imellem er det også bare rart at sludre med Cille, CJ og Matty, som man har et noget bedre kendskab til!

Vores tur hjem til Sucre gik slag i slag - fra Arica på en lang bustur til Oruro, hvor vi fandt en van, der ville køre til Potosí ti min senere - og det første vi mødte i Potosí var en dame, der solgte billetter til Sucre til en bus, der kørte 5 min efter. Perfekt! Og dejligt at sove i en seng igen - selvom bus cama også altid er en sjov oplevelse!

torsdag den 1. marts 2012

Nyt vand under broen!

Well, en masse nye og spaendende ting er sket, siden jeg sidst fik taget mig sammen til at blogge! Jeg har bl.a. vaeret ude at paraglide for foerste gang i mit liv - sindsygt fed oplevelse for en, der er saa hoejdeskraek som mig! Vi har sagt farvel til Jigna, en canadisk pige, der boede i huset i 2 uger - der foeles dog som meget laengere! Vi har taget 4 forskellige busser, 3 forskellige fly og blevet smidt af en bus midt i ingenting for saa endelig at naa frem til Iguazu fra Arica i Chile. Luften i Iguazu var tung og fugtig - henad Randers Regnskov! Vi saa vandfaldene fra den argentinske side, hvor vi ogsaa boede med Matty, CJ, Braydens, hans kaereste Shelli og dennes kusine Lisa - et dejligt gensyn! Vi moedte ogsaa vores foerste dansker laenge, Allan fra Odder - soed fyr! Han skal til Bolivia, saa vi inviterede ham paa besoeg i Sucre. Vandfaldene er en helt igennem fantastisk flot oplevelse - isaer The Devils Lookout, hvor man var helt taet paa vandfaldenes oprindelsessted - sikke kraefter naturen har!

Efter en 15 timers lang bustur er vi nu i Florianopolis, hvor vi har tilbragt dagen paa stranden i kaempe boelger og varm sol. Lige nu regner det - vi er jo i regntiden! Men det er nu okay... Hostellet holder grillaften i aften, saa det bliver laekkert med noget dejligt grill! I morgen skal vi ind til fastlandet for at proeve at surfe - det bliver meget spaendende at se, hvordan det gaar!

Billeder foelger, naar jeg har bedre tid!

tirsdag den 21. februar 2012

Oruro baby!

Smukke damer i kostumer

Milan i skum
Wow, ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive vores tur til Oruro! Det har været et perfekt miks af søde belgiere, alkohol, dans i gaderne, kostumer og skum. Vores guide var elendig og havde ikke styr på noget – men det gjorde egentlig ikke så meget, for hans uduelighed førte os sammen med Joris, Milan og Charlotte, tre belgiere, der boede på samme ”hostel” som os. ”Hostel”, fordi det egentlig bare var et stort rum med tynde madrasser – der var ikke engang papir på toilettet. Lidt af en oplevelse! Men vi kom i supergodt selskab med belgierne! Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden, så det var bare perfekt. Vi havde alle farvestrålende parykker på – og pigerne også masker. Så sjovt! Efter vores (utroligt lidt udbytterige) city tour fredag købte vi (undtagen Nanna, der var lidt sløj) spraydåser med sæbeskum, og så gik vi ellers i krig med de lokale – både børn og voksne. Først har man lidt pli og anstændighed og tænker ”Arg, jeg kan da ikke spraye på sådan et lille barn”. Men efter man er blevet sprayet i øjnene af 5årige gentagne gange, er det som om ens sidste rest af modenhed forsvinder – og jeg skammer mig ikke engang ;) De skulle ned, de unger! Om aftenen skulle vi hen til en fest – på vejen præsterede vi at sidde 13mand i en taxa (jeps, almindelig personbil!). Istanbulrekorden er vist slået!

Lørdag var den store paradedag, så vi tog ind til byen, spiste lidt morgenmad, iførte os parykker og masker og fandt frem til vores pladser på tribunen, hvorfra vi kunne se optoget. Jeg har aldrig set noget lignende! Så mange mennesker, der danser de samme trin, så mange forskellige kostumer med så mange detaljer, så store orkestre, der marcherer op og ned af gaderne, så mange tilskuere, så megen sæbeskum. Crazy! Milan sørgede for, vi havde øl at drikke og snacks at spise, så vi sad og hyggede og klappede og hujede og heppede. Fantastisk!! Intet mindre! Aftenen blev ikke mindre vild – vi dansede med paraden (selvom de ikke var helt tilfredse med Milans danseskills!), drak rom og cola – Cille mødte her sin overmand -  spillede kort, snakkede med nogle orureños, der tilbød os stoffer, blev næsten involveret i en slåskamp, ledte efter præsidenten (som vi ikke kunne finde, fordi vores guide ikke havde fattet, hvor han skulle sidde!), spillede bordfodbold på åben gade, drak mere øl, snakkede om alt og ingenting – perfekt aften! Nanna, Milan og jeg fulgtes hjem til hostellet til fods. Rigtig dejligt at slutte aftenen af med at gå gennem gaderne og se alle de festglade mennesker!

Søndag var hjemrejsedagen, men desværre kunne vi først få en bus kl. 18, så vi måtte sige farvel til vores nye venner, der tog videre til La Paz omkring kl. 13. Vi slog tiden ihjel på vores stamrestaurant med en pizza og en kop varm chokolade. Da det endelig blev tid til at finde vores bus, måtte vi erfare, at det var lettere sagt end gjort – der var simpelthen så mange busser og så mange stoppesteder! Heldigvis nåede vi det – og bussen var langt fra fuld, så vi kunne brede os ud på to sæder hver. Dejligt! Og heldigt, for det var nok den værste bumletur, jeg nogensinde har været på! Man blev simpelthen kastet rundt på sæderne – er ret glad for, jeg ikke kunne se pga. mørket, for har ikke lyst til at vide, hvordan vejene så ud! Da vi kom hjem, var der lys i huset – der er nemlig ankommet 15amerikanere, der bor her nogle dage. Hyggeligt! Men trængsel i huset! (:
Flere billeder følger, når jeg bedre kan uploade bedre!

torsdag den 16. februar 2012

Ciao mí Nilda!

I dag var en trist dag på Poconas for mig. Lille Nilda skulle nemlig rejse fra børnehjemmet for at flytte hjem til sin familie på landet. Grunden til, hun har boet på Poconas, er at hun var meget lille og skrøbelig, da hun blev født. Hun havde desuden svært ved at tage næring til sig – noget, jeg også har haft mine kampe med under frokosterne! Jeg vidste slet ikke, Nilda havde familie, så blev meget overrasket, da en af nonnerne kom for at hente hende. Jeg fik lov at følge med hele vejen ned til familien og bar posen med Nildas tøj og hendes lille bamse, som jeg gav til moderen. Familien så utrolig sød, men fattig ud. De har vist 9 børn i alt. Nilda og hendes tvillingebror, Hilder, er yngst. Så vidt jeg kunne fornemme på det hele, snakkede moderen kun quechua. Hun forstod hvert fald ikke, hvad jeg sagde på spansk, så hendes ældste søn måtte oversætte. Nilda virkede dog glad for at se dem, men sikke en omvæltning, hun går i møde! Det bliver et hårdt liv, hun får sig derude! Men hun er en stærk lille pige – og klog! Hun har udviklet sig helt enormt meget bare i den tid, jeg har arbejdet der – derfor var det også særlig svært for mig at sige farvel til hende. Hun er et af de børn, jeg har haft mest med at gøre, for hun har tit opsøgt mig og omvendt. Jeg føler, lidt selvcentreret, at jeg har haft noget at gøre med hendes udvikling, så det har gjort mig rigtig glad at lære hende at kende, på trods af, vi har haft vores skænderier om at dele, spise, opføre sig ordentlig osv. Jeg har lært hendes små særheder at kende - så som, hun ikke kan lide, når man kan se enderne på hendes snørrebånd.

Dog overraskede det mig meget, hvor berørt jeg var - og er – af hendes afrejse. Jeg troede ikke, jeg ville have problemer med at sige farvel til mine børn på trods af, jeg holder utroligt meget af dem. Jeg havde troet, jeg var i stand til at holde af dem og holde distance på samme tid, men det fandt jeg ud af i dag, jeg ikke kan. Jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at stå og græde foran Nildas forældre. Jeg fik sagt til dem, at jeg er utrolig glad for deres datter, at hun er en skøn og intelligent pige, og at jeg synes, det er godt, hun skal bo med dem. Til Nilda sagde jeg, at hun skal være en god pige. Puha.. Det var barskt. Hele vejen hjem fra Poconas gik jeg og snøftede – ikke særlig sejt, men ærligt! Jeg er simpelthen så ked af at sige farvel til hende! Det bliver så mærkeligt uden hende…

Mí Nilda

Nilda i gården, da vi legede med kridt. 

onsdag den 15. februar 2012

Endnu en dag i Yotala

Idag var en anderledes dag. Jeg spurgte igår Mama Vicky, om jeg kunne få lov at komme med hende på arbejde i Yotala en dag, hvor hun arbejder på landsbyskolen som børnehaveklasselærer - det er det ord, der kommer nærmest hendes arbejde. Hun har en klasse med nogle og 30 elever, der er mellem 3 og 5 år. Det er en slags forberedelseklasse, inden de begynder "rigtigt" i skole, hvor de skal lære at være væk fra deres forældre og "lære at lære" så at sige.

Jeg stod tidligere op, end jeg plejer, for vi skulle gå fra huset kl. 7. Vi gik ned til Río Loa, hvorfra vi tog bussen ud til Yotala. Skoledagen starter med, at eleverne står i rækker i gården, hvor der bliver sagt godmorgen og bedt Fadervor - en hyggelig samling! Dog var det ikke alle børnene, der mødte til tiden - helt op til en time efter morgensamling blev der banket på døren af mødre med deres børn. Vi kalder det, at man møder til boliviansk tid ;) I klasseværelserne er der ikke mange ting. Der er et whiteboard, men ingen tuscher, borde og stole, men ikke nok til alle eleverne. I skabene er lidt legesager, som vi fandt frem og brugte. Vi sang også sange med fagter med børnene. Det er ret hårdt for et par stykker af dem at være væk fra deres forældre - for nogle er det første gang overhovedet, de ikke er sammen med familien hele dagen. I frikvarteret blev mange af dem da også hente af ældre søskende eller kusiner. Familiebåndet er virkelig stærkt, og de store holder altid øje med og hjælper de små.

Jeg brugte meget tid med en dreng med Downs syndrom, der går i den normale skole. Det er højst sandsynligt det eneste sted, der er, hvor han kan være tæt på familien også. Han gjorde da heller ikke meget væsen af sig. Sagde jeg nej til ham, smed han sig på gulvet og græd i et minut, og så var den konflikt ude af verden.

I frikvarteret var vi ude på la cancha, boldbanen, hvor børnene får serveret api, en varm drik af rødbedefarvede majs og småkager. Jeg fik lidt en fornemmelse af, at det blev serveret for at sørge for, at også de fattigste børn fik noget at spise i skolen. Det var lidt en speciel oplevelse at være på skolen, da mange af børnene er virkelig fattige. Vi legede på et tidspunkt en leg, hvor Mama Vicky spurgte klassen: "Hvem har brusebad i deres hus?" - et spørgsmål på lige fod med "Hvem har en hund?" ville være i Danmark. Når skoledagen så er slut kommer børnenes mødre og henter dem, og hvis ikke moren er mødt op, skal børnene vente på dem i en lille gård. Alt i alt en god oplevelse med søde børn, der også synes, jeg var ret så spændende! Jeg kunne sagtens finde på at tage med derud igen en anden dag!

mandag den 13. februar 2012

Mand på kirkegårdsbesøg

Weekend og hård mandag

Mandag igen efter en dejlig weekend! Og hvilken mandag... Mine børn har været helt umulige i dag. Jeg har rigtig måttet skrue bissen på og skælde ud på spansk. Lidt sejt, ikke? Skolejubilæet fredag aften var rigtig sjovt og hyggeligt. Snakkede meget med en italiensk fyr ved navn Francesco – det er dejligt at mærke, mit spanske forbedrer sig. Er blevet meget bedre til alt – og konjunktiv tager ikke livet af mig, som jeg frygtede! Nanna og jeg tog tidligt hjem fra fest, mens Cille tog i byen med nogle af skolens andre elever.
Lørdag eftermiddag tog vi op til Recoleta Mirador, hvor vi var på museum og café. Recoleta ligger højt oppe over byen, så udsigten er virkelig flot! Det er helt sikkert endnu et besøg værd! Især fordi der ligger den hyggeligste lille café, hvor man både kan sidde ved borde og liggestole. Sjove typer, der kommer der. Alt fra folk på cykeltur, backpackere, sofistikerede intellektuelle, almindelige turister og folk som os. Skønt sted! Og skønne priser! Jeg fik mig verdens største stykke tiramisu til 15bs – det klager jeg ikke over! På vejen hjem rendte vi ind i nogle af karnevallets hidtil største vandkrige. Resultat: Våde trøjer og et stort grin! Vi hoppede på en tilfældig bus og stod af ved Mercado Campesino og gik resten af vejen hjem. At køre rundt i mikro’erne er en sjov og anderledes måde at se dele af byen, som man ellers ikke ville få oplevet.
Lørdag aften tog vi i byen med Daniel og nogle af hans venner. Det var dejligt at møde nogle nye mennesker! Vil rigtig gerne snakke mere med en af pigerne, brasilianske Camilla, fordi hun studerer medicin på næstsidste år. Det vil jeg gerne høre mere om! Mon ikke Daniel kan give mig hendes nummer?
Søndag morgen tog vi ned på kirkegården sammen med canadisk-indiske Jigna, der også bor her for tiden. Hun skal dog kun være her i to uger. Sucre Kirkegård er virkelig en flot og speciel oplevelse. Folk ligger ikke begravet under jorden, men i mausoleer eller høje ”skabe” med rum til kisterne. Hvert lille rum er flot dekoreret af den afdødes familie. Der er også en hel ”blok”, hvor der ligger børn. Meget trist at se! Men imponerende, hvor meget arbejde familien ligger i at holde graven pæn! Her er meget stor respekt omkring de afdøde. Gad godt opleve Allehelgensdag her – en del af den fejres nemlig på kirkegården.
Efter vores kirkegårdsbesøg tog vi en taxa ud til en lille landsby, Yotala. Pga. vejret var der ikke meget liv i byen. Vi gik ind på en restaurant for at spise frokost – og tilfældigvis er restauranten en af Daniels venners. Så vi fik både kindkys og gratis øl. Meget hyggeligt! Ellers var der ikke meget at se i Yotala – en masse geder og en halvtør flod… Desuden var vi trætte, så vi fandt en taxa, der ville køre os til Sucre igen. Vi måtte klemme os ind på bagsædet alle fire, for chaufførens kone kørte også lige med – sjov oplevelse! Der er ikke helt det samme forhold til transportmidler og sikkerhed her! Efter en lang og letter tømmermandspræget søndag var det dejligt at komme hjem igen. Torsdag aften går turen mod karneval i Oruro, hvilket jeg ser utrolig meget frem til. Vores tur til Salar de Uyuni er midlertidigt sat i bero, da regntiden gør, der er ufremkommeligt for tiden. Det må vente til marts!
Musikalsk underholdning på Recoleta caféen - band i farvestrålende, traditionelle dragter

Sofistikeret herre, der helt sikkert er godt bekendt med denne café.

Weekendsture (:

Søde Nanna på Recoleta Mirador

Appelsintræ på Recoleta Museum

torsdag den 9. februar 2012

Cille og Nelson

Lizbeth kunne ikke helt styre farverne!

Planer!

Wow, som tiden dog flyver afsted! Kan slet ikke forstå, jeg har været afsted i halvanden måned og kun har 64 dage tilbage i det her fantastiske land. Ufatteligt! Cille og jeg snakkede netop om, at vi bestemt ikke er færdige med Sydamerika endnu! Skal helt sikkert tilbage en dag!

Vi har lagt planer for den kommende uges tid, der indbefatter tur til Salar de Uyuni, Laguna Colarada og et par andre ting, jeg ikke husker. Der skal vi hen fra søndag til onsdag. Vi er så hjemme sent onsdag aften, og torsdag aften tager vi så til karneval i Oruro - det er nemlig (helt ekstraordinært, fordi vi var for sent ude) lykkedes os at få pladser. Helt fantastisk! Familien her er alle enige om, Oruros karneval er det bedste af alle i Bolivia. Vi er hjemme fra karneval søndag, og allerede lørdagen efter vender vi snuden mod Arica i Chile for at flyve mod Iguazu Falls og mødes med Brayden, Matty og CJ og Braydens kæreste, Shelli - det bliver intet mindre end fantastisk! Matty spurgte os, om vi havde lyst til at leje en hytte i Florianopolis istedet for at bo på hostel - det sagde vi ja tak til!

I denne uge har jeg haft min første - og bestemt ikke ikke sidste - salsalektion nede på Joy Ride Café sammen med Nanna. Vi skal faktisk afsted igen i aften. Det var simpelthen så sjovt. Og lidt grænseoverskridende, for vi var de eneste to, der mødte op. Senere kom lidt flere folk til, men alle sammen fulde bargæster, der bare lige kiggede forbi. Men superdygtig instruktør! Han kunne virkelig svinge hofterne og få en til at føle sig som en stivleddet dansker! Vi startede med at lære grundtrinene og derefter dansede vi på skift med ham, så vi kunne lære at danse med partner. Håber det bliver lidt nyttigt i Brasilien, selvom det jo er sambaens land!

Jeg fik også trumfet igennem at tegne med kridt med børnene udenfor. Så sjovt og hyggeligt med børn med kridt overalt. Tvivler dog på, de voksne syntes, det var så sjovt som jeg ;) De gik hvert fald meget op i at gøre fliserne rene bagefter. Men sjovt! Spurgte igår en af mine kolleger, om hun havde lyst til at drikke kaffe en dag. Hun blev helt forvirret og grinte, mens hun sagde, at det kunne godt være. Så det regner jeg ikke med, hun har lyst til ;) Vil dog nok prøve igen!

Idag på sprogskolen blev der holdt semisurprise for Line, der har fødselsdag i næste uge, men skal tilbringe hele natten op til på et fly til Rio. Skægt at opleve bolivianske fødselsdagstradtioner! Der er også sang og lys i kagen, men anderledes er det, at fødselsdagsbarnet skal tage en bid af kagen, før den er skåret. Gæsterne skubber så hele hovedet ned i kagen. Ville ønske, jeg havde haft mit kamera! Bagefter skulle vi nærmest "slå katten af tønden", men i stedet for at slå skulle vi trække i snore, der fik bunden til at gå ud. Indeni var der nytårstrompeter, fløjter og g-strenge. Skæg tradition! I morgen har skolen 3års jubilæum, så der skal vi ud at spise med vores lærere og andre elever. Spændende!

tirsdag den 7. februar 2012

Solrige dage og halvvågne nætter

Så kom solen langt om længe tilbage til Sucre! Den har vi savnet, selvom regnvejr også har en vis charme - bare ikke to uger i træk! Søndag brugte vi på at sove længe og slappe af i haven i varmen - skønt! Mandag var en hyggelig dag på Poconas - vi gik tur med børnene udenfor i det dejlige vejr. Havde taget gadekridt med, men skulle have tilladelse af en af nonnerne, og det har jeg nu fået. Måske skal vi tegne i morgen, hvis vejret er til det (: Idag var vi ude og lave perlerkæder - igen måtte jeg imponeres af børnenes færdigheder! Imponerende at en 2årig kan sidde og sætte perler på en snor - synes jeg hvert fald! José Luiz og jeg sad sammen og lavede en kæde, og var så heldig at få den om halsen bagefter. Jeg fik også Nildas. Jeg leverede dog kæderne tilbage, da de gerne vil genbruge perlerne. Var også oppe på Cilles etage og se til de små babyer - særligt Lizet med Down's har fået en stor plads i mit hjerte og prøver at tage hende op en gang om dagen, så hun får noget fysisk kontakt. Hun bliver svær at give slip på!

Senere i aften (kl.22 - ret sent!) skal Nanna og jeg og evt. Cille ned og have salsalektion på Joy Ride. Det er gratis og foregår hver tirsdag og torsdag. Det bliver ret sjovt at prøve - spændende, om jeg kommer til at føle mit som en komplet idiot! Det skal jeg nok fortælle mere om!

Idag har jeg også modtaget mit andet brev hernede fra min søde veninde Bernadette. Dejligt at høre hjemmefra på gammeldags maner! Har desuden også købt mig et par shorts til 24kr. Jo tak! Dejligt sted! Første betaling til mama Vicky er også overstået, så nu er de penge ude af verden (:

Alt i alt en dejlig hverdag! Imorgen rejser nordmændene videre, og det glæder vi os ærlig talt til! De sidste par nætter er både Line, Cille og jeg vågnet midt om natten pga. nordmændenes natlige udskejelser, der åbenbart skal foregå med alt lys tændt og med grin og råb kl. 4.20 om natten. Ikke fedt, når man skal op kl. 7! Derfor ser vi frem til en hel nats søvn i morgen :)

fredag den 3. februar 2012

Godmorgen Sucre!

Alt den regn vi har for tiden giver i det mindste noget flot at se på - her skyerne på bjergene en tidlig morgenstund. Taget fra vores have (:

Lobo lobo, que estás haciendo?

Efter vores dejlige tur til Potosí var det skønt at komme "hjem" til Sucre igen. Dejligt at vende tilbage til Poconas og opdage, at børnene rent faktisk begynder at kunne kende mig. Føler også, pigerne, jeg arbejder med, begynder at sætte pris på mig. Vi begynder at snakke mere sammen, i takt med mit spanske forbedres. Jeg er desuden igang med at lære nogle spanske børnesange, som vi synger og laver fagter til med børnene, bl.a. "Arroz con Leche" og "Lobo lobo", som er den spanske udgave af "Bjørnen sover". Ret sjovt! Jeg har desuden fuldstændig tabt mit hjerte til en lille baby ved navn Miguel, som er syg med diarré og ligger med drop for tiden. Han er også ret ny. Jeg er imponeret over, antallet af nyankomne babyer er så højt bare på den måned, vi har været her! En af babyerne, Lizet, har Down's Syndrom. Det er helt tydeligt at se i hendes ansigt, men som datter af en pædagog, der har arbejdet med handicappede, kender jeg også til nakkefold og linjen i hånden - og det er helt tydeligt i hendes højre hånd, at hun har Down's. Hun blev fundet i en landsby ca. 6timer fra Sucre af nogle læger, der var på rutinetjekrunde. Den biologiske mor er døvstum - ikke en optimal situation så at føde en datter med Down's 6timer fra civilisationen! Lizet var også underernæret, da de fandt hende. Det er en barsk historie og hårdt at tænke på lille Lizets fremtid. Dog tror jeg, hun er havnet det bedst mulige sted for et barn med hendes handicap - omgivet af læger. Ved dog ikke, om hun bliver flyttet til et andet sted senere i livet.

Onsdag aften var det farvel til Matt - helt underligt, at han ikke er her mere! Det tomme værelse blev dog allerede torsdag fyldt ud af søde Nanna fra Aarhus, som vi også mødte til møde hos Birger. Dejligt med nye ansigter, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Nanna skal være her i 5 måneder. Hun arbejder også på Poconas, men med de ældre børn sammen med Mama Vicky. Mama Vicky har også sagt, vi skal med hende på arbejde her en af dagene, så det bliver spændende at prøve noget nyt!

I morgen ankommer Maria Sehested og to veninder til Sucre! Glæder mig til at se dem og vise dem lidt rundt i "min" by! Vicky jr. og jeg har desuden en aftale om at lave kanelsnegle med æbler i morgen - på argentinsk maner! Og nå ja, så fik jeg en vandballon lige i øjet, da jeg var på vej ned til skolen for at betale mine timer. Nu må det karneval gerne snart slutte - lidt vandsprøjt hist og her skader ingen, men der er ingen grund til at sigte efter ansigtet, når man kaster så hårdt, som de gjorde ;) Stod helt alene på gaden med røde øjne og kind,omringet af folk, der stirrede på mig - vendte pænt om og gik tilbage til huset! To uger endnu. Uha!

God weekend! (:

søndag den 29. januar 2012

Klar til minerne! Dejligt vejr over ellers kolde og regnfulde Potosí

Rør med luft til minearbejderne

Første møde med minearbejdere - Tyske Anja siger hej

Luften blev mere og mere støvet, jo længere ind vi kom - vi måtte trække vejret gennem hænder og ærmer. Tænk at gå i det hver dag!

Cille og jeg hilser på minearbejdere og giver den juice og coca.

Tio Jorge. Sol giver ham cigaretter.

Smuk udsigt over bjergene efter vores minetur
Her er ingen smalle steder! Læs: Masser! Godt man ikke er klaustrofobisk!

Stolt!

Potosí og La montaña que come gente viva

Denne uge gik stille og roligt - nordmændene ankom, så der er mange mennesker på badeværelset ;) De er 10 piger og 3 drenge, der er på studietur herovre. Lang rejse!

Torsdag aften tog Matt, Cille og jeg ned i byen for at se filmen "The Devil's Miner" på Joy Ride, som er en bar. Den spillede dog først fredag, men heldigvis rendte vi ind i et australsk par, Jimmy og Ashlee, som er nogle af Matts venner. Vi havde en rigtig god aften i deres selskab! På vej hjem besluttede Cille at lege Hundefængeren fra Grenaa og fik opbygget sig et følge på ikke færre end 5 gadehunde. Hun fik sorte potemærker på både bukser og trøje - alt i alt en skæg aften! Især da vi mente,  at vores taxachauffør ville have godt af at høre lidt bandeord på svensk og norsk ;)

Fredag blev så dagen, hvor vi endelig fik set "The Devil's Miner", og hold da op en film! Vil helt klart anbefale den til alle, der kan lide dokumentarer. Er så glad for, jeg så den, inden vi tog på minetur. Vi vendte nemlig allerede snuden mod Potosí kl. 07 lørdag morgen. Potosí er verdens højeste beliggende by og har været hjemsted for masser af spaniere i kolonitiden, hvilket arkitekturen også bærer kraftigt præg af, særligt i midtbyen, hvor spanierne boede. Den lokale indianer og Quechua befolkning var ikke tilladt adgang inden for bestemte murer. Det er den typiske kolonihistorie med en europæisk besættermagt, der udnytter lokalbefolkningen på alle tænkelige måder, og ingen midler skyer for at opnå rigdom. F.eks. udnyttede spanierne lokalbefolkningens overtro til at få dem til at arbejde i minerne. De "oprettede" en gud, en Dío, som eftersigende ville slå arbejderne ihjel, hvis de ikke arbejdede hårdt nok i minerne. På Quechua findes konsonanten "d" dog ikke, så Dío blev til Tio - "onkel" på spansk. Hver mine har deres egen Tio, som de ofrer til ved indgang til arbejdet. Tio ligner Djævlen, og er også udtryk for denne. Når minearbejderne befinder sig under himlen, tror de på Gud, men når de går ind i minen, og dermed under jorden, er de på Djævlens territorium, og må derfor tilbede ham og bede ham om hjælp i minerne. Mere om det senere!

Vi startede vores Potosíweekend med en guidet tur (på spansk! Vi er SÅ seje!) rundt i byen, hvor vi blev præsenteret for en masse af byens kirker og deres historie. Fransikanermunkeordenen var den første, der ankom til byen, og har derfor et par kirker der. Derefter kom Dominikanermunkene til. Der er også et nonnekloster, Santa Teresa. I gamle dage var den førstefødte forpligtet til at gå i kloster. Hvis man så var en pige, skulle man i Santa Teresaklostret, som var meget strengt. Nonnerne måtte ikke forlade klostret og måtte heller ikke se deres familie mere. Besøg var tilladte, men gennem et vindue i en væg, så familien og pigen ikke kunne se hinanden. Skulle familien aflevere mad, tøj eller lignende forefik det med en stor slags ske gennem det lille vindue. Det var en fed oplevelse at gå rundt og få lidt af byens historie fortalt. Vores guide havde også ret godt styr på det arkitektoniske og kunne vise os, hvordan barokstilen blev blandet med den lokale stil med overtroiske elementer.

Efter turen tjekkede vi ind på et halvdyrt hotel - det skulle gå lidt hurtigt! Men utroligt dejligt at have eget værelse og bad! Vi fik os en gang lasagne på en restaurant tæt ved, og derefter gik turen til minebjerget. Vi købte først lidt gaver til minearbejderne og til Tio, og tog derefter op til et hus, hvor vi blev udstyret med gummistøvler, bukser, anorak, hjelme og lamper. Ret fedt outfit! Først fik rødt minetøj, men en af guiderne mente, det var for stort, så det blev skiftet ud med et gult sæt, der passede lidt bedre. Derefter kørte busserne videre op til selve minebjerget. Vi kom i gruppe med seks andre piger og en engelsktalende guide. Der er et utroligt smukt udsyn oppe fra minebjerget - og lige ved siden af denne fantastiske udsigt ligger omkring 500 dybe, mørke miner. Vi gik ca. 1500 ind i minen med en nedstigning på omkring 100m. Vores guide, Sol, fortalte løbende om de forskellige mineraler i minen, metoderne til at udvinde dem, hvordan mineområderne fungerer og minens historie. Visse steder var der ret lavt til loftet, så man måtte gå og bukke sig og krumme ryggen. Jeg er utrolig glad for, jeg ikke er klaustrofobisk! Det var ikke meget plads, der var at gøre godt med! Især ikke når minearbejderne kom trillende med deres tunge vogne. Vi mødte omkring 10-12 arbejdende folk i minen - bl.a. en dreng på 14!

At være i minen var en blandet oplevelse. Det var utroligt spændende og meget flot med de forskellige mineraler, men når vi så mødte minearbejderne, blev vi mindet om, at det ikke er et museum, men en rigtig arbejdsplads med hårdtarbejdende folk. En minearbejder bliver typisk omkring 35-40år. Mange dør af gasforgiftning i minerne, men den største dræber er den langsomme silicosisdød. Silicosis opstår, når minearbejderne gennem en længere periode har indåndet alt støvet og småstenene i minerne i længere tid. Støvet ophober sig i lungerne og begynder at sætte sig sammen til klumper, hvilket fører til lungekollaps og blodhoste. Det er et helt utroligt hårdt liv. Jeg har det blandet med at se det, fordi det jo ikke er som en zoologisk have, hvor man kan glo som man vil. Det er ægte, hårdtarbejdende mennesker, det drejer sig om. Det er deres hverdag. På den anden side synes jeg også, det er vigtigt, de bliver set, så der kan blive skabt en større bevidsthed om disse menneskers levevilkår. Og det kan turisme jo bl.a. hjælpe med til. Tough call! Men hvert fald en fed, fed oplevelse, der var alt værd - støv, mudder, snævre åbninger, vi måtte kravle igennem, varmen fra bjerget og lugten af gas. Man siger, dette bjerg, besøgte, har kostet omkring 800mio. mænd livet gennem tiden. Det er derfor kendt som La montaña que come gente viva - bjerget, der æder mennesker levende. Den mine, vi besøgte, var faktisk samme mine, som "The Devil's Miner" foregår i. Meget spændende at se i virkeligheden! Og meget spændende at besøge Tio Jorge. Vi ofrede cocablade, cigaretter og alkohol på 96% til ham. Alkoholen skal være så ren som muligt, da en ren ofring vil betyde rene mineraler. Det giver jo egentlig god mening! Jeg kunne blive ved og ved at fortælle om minerne, men det vil tage 100år! Så jeg vil lade det være ved det her og uploade nogle billeder derfra, som kan tale for sig selv!

Efter minebesøget tog vi hjem på hotellet og fik os et dejligt, varmt bad, hvor vi fik skyllet alt stenstøvet af os. Vi tog derefter hen på et andet hostel i nærheden for at mødes med pigerne fra vores minetursgruppe, som vi havde aftalt at spise med. Utrolig hyggelig aften! Pigerne er en meget blandet gruppe - 3 brasilianere, 1 tysker, 1 amerikaner (fra Wisconsin. Hun har været i Decorah masser af gange!) og 1 australier. Efter et godt måltid og dessert var det direkte på hovedet i seng. Det tærer godt nok på kræfterne at gå i minerne!

Søndag måtte vi jo nødvendigvis bruge på at se håndbold, så godt vi nu kunne - dejligt med en sejr! Vi fik også købt lidt souvenirs, så er nu lykkelig ejer af endnu en alpacasweater i en sjov model. Da vi vendte snuden mod terminalen havde vi mere en almindeligt travlt - vi løb op ad trapperne, fik betalt for brug af terminal, løb ud til busserne, fandt vores, kastede os ind på vores sæder - og nej, der var ikke meget benplads, til dem der forstår sådan en lille en ;) Dejligt at komme "hjem" til Sucre igen! Men en helt fantastisk weekend!!

tirsdag den 24. januar 2012

Dejlige dage!

Weekenden her gik med en skæg bytursfredag, tømmermandslørdag og sove-længe søndag. Dejligt! Søndag var også dagen, hvor Vicente og Daniel havde været til skydekonkurrence, så de havde geværerne fremme i haven, hvor vi fik lov at prøve dem. Skæg fornemmelse at stå med et ret så tungt, ladt gevær i en lille have som den her!  Men det var sjovt at prøve - og jeg ramte faktisk næsten midten! Vicente og Daniel havde også et lille indbyrdes opgør, de skulle have afgjort. 5skud til hver. Vicente har næsten skudt hele sit liv, så han vandt stort. Han var faktisk også vinderen af konkurrencen. Daniel blev nummer 3, så vidt jeg forstod - så det er flot af en 20årig!
Jeg var også ude at løbe igen i søndags - denne gang noget længere. En rigtig dejlig tur! Men hård pga. de stejle stigninger!

I går var det planen, at vi skulle have besøgt en ven af familien, men det blev desværre aflyst. Ret ærgeligt, for vi havde aflyst vores spansklektioner for det. Aftenen blev så i stedet brugt på at gøre klar til husets kommende logerende - i morgen kommer der nemlig ikke mindre end 13 nordmænd, der skal bo her en uge til halvanden. Derfor har vi nu lært, hvordan man reder en seng på boliviansk maner! Jeg er meget imponeret af, hvor meget familien gør ud af det, når der kommer logerende! Møbler blev flyttet, senge samlet, og alle sæt sengetøj er omhyggeligt udvalgt, så det passer bedst muligt sammen! Det var noget af et puslespil. En af stuerne blev ryddet for at gøre plads til 4 senge og en køjeseng. Resten bliver indlogeret på de ledige værelser.

Cille og jeg brugte desuden aftenen igår på at hænge billeder op på vores væg. Det gjorde hele værelset noget mere personligt! Dejligt! Idag er min spansktime blevet rykket til i morgen, så har ikke rigtig nogle planer, udover jeg vil ud at løbe. Og så skal vi ned i byen og have vores visum forlænget. Bliver godt at få ud af verden! Måske vil vi kigge lidt på ture til sølvminen i Potosí til weekenden...

En anden ting, vi har besluttet, vi vil, er at tage til Brasilien i slutningen af februar, starten af marts. Der vil vi se Iguazu Falls og tage på stranden i Florianopolis sammen med vores australske venner (: Det er dejligt at se frem til! Vi har fundet nogle rimeligt billige billetter, så det er bare om at få dem bestilt!

Hav det godt!

fredag den 20. januar 2012

Glæde i min bolivianske hverdag

Når der ikke er helt så mange fejl i ens spansklektier som sidste gang.
Når man tilfældigvis ringer op til sin dejlige søster på Skype, og hele familien inkl. Thomas er samlet.
Når man bager lækker chokoladekage med ekstra chokolade og spiser den med dulce de leche is.
Når man skyper med Sofie fra Paris i 3timer om alt og ingenting.
Når man spiser pizza med Cille på en helt almindelig onsdag aften.
Når husets kogekunst altid er værd at se frem til.
Når Mama Vicky hver morgen spørger, hvordan man har sovet.
Når man kommer fra arbejde og Vicky jr. er kommet tilbage fra Santa Cruz.
Når man drikker aftenthe med Mama Vicky og Papa Lucho og rent faktisk kan sludre med dem.
Når José Luiz for 2. dag i træk ikke har tisset i bukserne, og Clismar er blevet rask.
Når man laver fingermaling med børnene - omend det er et noget forhastet projekt.
Når man kan se frem til en dejlig weekend, hvor man kan sove længe og hygge.
Når man endnu en gang spiser tunsalat til aftensmad - og det stadig er lækkert.
Når man køber to bluser i en genbrugsbutik til 20bs.
Når man går hjem fra centrum med en fuldfed fersken, der drypper af lækker ferskensaft.
Når huset har fået ny, flink beboer fra New Zealand.
Når man kan se frem til en weekendstur til Potosí i næste uge - og en ridetur om Sucre med tilløjet erfaring.
Når det egentlig er hyggeligt at vaske op.
Når man langt om længe har fundet sig et par bukser, der næsten lever op til ens dumme krav.
Når man har købt en ny forsyning af rosiner til sine havregryn.
Når man arbejder med børn som Mario og Gabriel:

























Når der bliver kylet en vandballon efter en på gaden, men den rammer ved siden af.
Når en mand på Mercado Central kaster ærter efter Cille.
Når man spæner de sidste 100meter hjem, fordi man bliver jagtet af 7årige med vandpistoler.

Ovenstående er ikke i prioriteret rækkefølge, men blot en smagsprøve på de gode ting i mit liv på Nataniel Aguirre (:

søndag den 15. januar 2012

Smuk søndag

Uh, skønt at sove længe i dag! Vågnede to gange i nat med ondt i maven, så frygtede, jeg havde reddet mig en gang madforgiftning eller mavevirus - men det gik heldigvis væk i løbet af dagen! Man kan dog heller ikke påstå, jeg har overanstrengt mig idag, for vejret har bare været alt for godt til at foretage sig noget som helst fornuftigt! Så vi har bare ligget i haven og nydt solen (denne gang med solcreme! Jeg er begyndt at skalle let på min ryg, så nu er min ryg nok snart ensfarvet!). Dejligt!

Jeg har også langt om længe fået lavet mine lektier til i morgen - jeg skulle skrive om ""Una aventura en la nieve" - "Et eventyr i sneen". Ret malplaceret på en dag som i dag. Men tro det eller ej, så fik jeg faktisk brugt en del af gloserne i en samtale med Papa Lucho. Så det var brugbart alligevel!

Lidt om min hverdag her i huset! I hverdagene står jeg tidligt op for at komme hen til Poconas ved 8tiden. "Mine" børn er allerede oppe og i fuld gang med at lege. Der er egentlig en del legetøj, men meget af det er i stykker eller helt utrolig slidt. Børnene hygger sig dog alligevel rigtig meget! De er dog ikke for gode til at dele - Jheyson vil faktisk allerhelst lege med de legesager, de andre er i gang med. Børnene er meget forskellige - José Luiz er meget genert og lidt svær at komme ind på livet af. Han leger bedst, når han sidder stille og roligt alene. Jheyson er lidt en bølle, men helt utroligt charmerende. En glad og meget åben dreng, hvis yndlingsord er hooooooola. Clismar vil rigtig gerne sidde på skødet og lege med et par ting. Også en meget åben dreng, men noget yngre, så han snakker ikke endnu. Nilda er en lille diva, der rigtig gerne vil have tingene gjort efter sit hoved. Hun kan f.eks. ikke lide, hvis hun kan se enderne på sine snørrebånd. Hun er en meget kvik pige, der tit gentager, hvad de voksne siger - så hun har ret meget sprog. Hun er også lidt storesøsteragtig overfor de andre - forleden dag sad hun til frokost og madede Gabriel og Mario. Og sådan kunne jeg blive ved om alle "mine" 9 børn - men vil gemme resten til en anden dag, når jeg kender dem lidt bedre!

Hvis vejret er godt, kan vi finde på at gå en tur med ungerne ud i haven, som er ret stor. Der er også en legeplads med alle de gode standard ting - rutsjebaner, gynger, karrusel, vipper. Den vil dog aldrig blive sikkerhedsgodkendt til en dansk børnehave, det er jeg sikker på! Hvis vejret er dårligt bliver vi inde og leger. Lige inden frokost går vi allesammen på badeværelset og vasker hænder - og så er det spisetid! De store børn får både suppe og en varm ret bagefter; spaghetti med kødsovs, ris med salat og en bøf eller lignende. De spiser godt, de fleste af dem. De sidste par dage har der heldigvis ikke været vrøvl ved spisetid, så der har ikke været nogen "tvangsfodring". Når alle har spist op (det skal de) går vi på badeværelset, hvor de små bliver skiftet inden de skal sove til middag. De store skal også alle sammen på toilet, og der kommer en ny pige, som skal se efter dem. Klokken er så lige omkring 12, og jeg smutter hjemad for at spise frokost kl. 13. Altid dejlig mad!

Mandag og tirsdag har jeg to timers spanskundervisning med Lourdes fra kl. 17-19. Overvejer dog at bede om en ekstra time om ugen, for jeg er meget motiveret. Jeg får også læst en del i mine bøger - prøver dog at spare på dem, men det er svært!

Hører, der er frost i Danmark! Og takket været Thomas Kjær kunne vi idag se håndbold. Ikke dårligt!

fredag den 13. januar 2012

La vida es linda

Sucre i solskin og bare ben


Generte José Luiz

Jheyson og Nilda er meget fascinerede af regnvandet - Jheyson faldt senere i søvn i min favn!
Lille Clismar spiller op til kameraet (:

torsdag den 12. januar 2012

Poconas, lagkagebagning og dejlige dage!

Nu er der gået et stykke tid uden indlæg, så har en dejlig masse at fortælle!
I mandags begyndte vi på Poconas, som er meget større, end jeg havde forestillet mig. Cille er sammen med de 0-1årige, og jeg har de 2-3årige. Der er 9 børn i min gruppe, syv drenge; Gabriel, Mario, Clismar, Jheyson, Arturo, Toño og José Luiz, og to piger; Lisbet og Nilda. Helt utroligt søde unger! De er meget selvstændige - de største af dem er allerede renlige og siger selv til, når de skal på toilettet. Ret imponerende, synes jeg. Derudover er de allesammen nogle meget charmerende børn - store, brune øjne, tykt sort hår og lækker nougathud. Lige til at spise!

De første to dage, jeg var der, var lille Clismar syg og kastede op og havde feber. Lille stakkel! Heldigvis er der læger rundt om hjørnet, så han blev lige tjekket - og idag havde han det fint. Så det var godt at se! De behandler børnene meget anderledes her end i Danmark. Man leger ikke med børnene på samme måde her, som man ville gøre det i Danmark - så de er ellevilde, når jeg sætter mig ned til dem. Derudover er måltiderne noget specielle. Børnene kan naturligvis spise selv - nogle af dem endda uden at spilde, men spiser de ikke selv, sørger de to piger, jeg arbejder med godt nok for, de får noget i skrutten alligevel! Så skovler de maden ind i munden på dem og holder dem for næsen, så de er nødt til at synke for at få luft. Det er ret voldsomt at overvære - ved ikke helt, hvor jeg skal kigge hen, så jeg koncentrerer mig bare om de andre unger. Det er svært at se på, men jeg kan godt se problematikken i, at de ikke spiser. Det er jo ikke som et "normalt" hjem, hvor barnet kan få noget at spise senere, hvis han/hun er sulten - det er nu og her, der er mad. Dog synes jeg, meget dansk, at der må være andre og mere humane løsninger på det. En god flyvemaskine med skeen går man aldrig galt i byen med ;) De to piger, jeg passer børn sammen med, er rigtig søde, og får snakket lidt mere med dem for hver dag, der går. Begynder så småt her på min tredje dag at kende rutinerne, så det er dejligt!

Mandag var også dagen, hvor vores australske venner ankom fra La Paz og skulle bo her et par dage. Rigtig dejligt at se dem igen - føler, jeg har kendt dem meget længere end to uger. Brayden havde fødselsdag tirsdag, så Cille og jeg bagte lagkagebunde og fik mikset en overraskende god lagkage sammen til ham. Bob gav ham en oppustelig ko i fødselsdagsgave - og så var stemningen ligesom lagt! Fantastisk sjov aften i stil med Wild Rover festerne! Utroligt slemme tømmermænd dagen derpå! Vi ville have været ude at ride i bjergene, men uheldigvis var tre af hestene syge, så der var lige præcis ikke nok til os 7. ØV! Men vi havde dog alligevel en hyggelig sidste dag sammen - vi tog ud at spise til aften på en meget hyggelig restaurant ved Plazaen, hvor vi sad på balkonen og fik lækre steaks. De tog afsted mod saltørkenen i morges, men har en følelse af, det ikke er sidste gang, vi ser dem!

Jeg er også begyndt på spansktimer hos en rigtig sød lærer. Lourdes, hedder hun. Undervisningen foregår på spansk, så jeg må holde tungen lige i munden. Til gengæld føler jeg, jeg får rigtig meget ud af det. Det er kun enkelte ord, vi tager på engelsk - når jeg bare ikke kan formulere det på spansk. Skønt! Er meget motiveret. Daniel er heldigvis også sød til at snakke med mig herhjemme, så jeg øver mig så meget jeg kan. Han "tilbød" også at lave mine lektier ;)

Uha, et farligt langt indlæg! Jeg stopper nu! Glæder mig til at komme tilbage til Poconas i morgen. Jeg begynder så småt at kende børnene, så det er bare fedt at opleve! José Luiz er f.eks. meget genert, men bliver mere og mere åben for hver gang, jeg er der. Fedt at se!

Tanker til jer derhjemme!

søndag den 8. januar 2012

Signe, gæt, hvad jeg har haft på!

Smukke Carolina!

Trætte Daniel

Weekend!

Tænkte, jeg lige ville skrive lidt om, hvordan de sidste par dage har været. Vejrmæssigt har det ikke været så godt som de seneste par dage, men solen har alligevel i dag tittet nok frem til, at jeg har fået en masse sol på ryggen i et ret sjovt mønster. Det er heldigvis ikke en forbrænding, bare lidt for meget sol på en gang, så er ikke rigtig øm. Heldigvis.

I går aftes brugte jeg på at snakke med Daniel om alt og ingenting – vi spillede også Uno, og jeg tabte stort, desværre! Det gik ellers godt til at begynde med. Daniel er 20år og storebror til Montszerrat på 19. De bor her begge to med deres mor, som også hedder Vicky. Rigtig søde alle sammen! Carolina, som også er mama Vickys barnebarn, skulle i går til bryllup og var meget smuk at se på i sin røde, lange kjole. Det var vist et ret stort bryllup, tror der var 200 gæster. Noget af en fest!

I dag har jeg for første gang siden før afrejse været ude at løbe. Kun en lille tur på ca. et kvarter for lige at mærke, hvordan det var. Det var rigtig dejligt – og rigtig hårdt! Selvom luften her ikke er så tynd som i La Paz, er den stadig noget tyndere end i Danmark – vi er trods alt ca. 2700m over havet. Det var en sjov oplevelse, for jeg blev ikke træt i kroppen, men mit åndedrag kunne ikke følge med min krops tempo. Nu er jeg dog i gang, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg kridter løbeskoene!

Vi har også været på Mercado Campesino, som er bøndernes marked, der ligger ca. 200m fra huset. Laaange gader med hhv. frugt, grønt og alverdens tingeltangel. Der er utrolig meget og billigt frugt, og vi fik da også købt os et kilo druer og fem store æbler, som jeg glæder mig til at smage! De har nemlig en meget flot, dyb, rød farve. I morgen skal vi hente Cj, Matty og Brayden ved bussen, og derefter skal vi hen til Poconas og lige præsentere os. I morgen er også dagen, hvor vi endelig begynder på spanskundervisning – det bliver bare dejligt!
Kys herfra!

fredag den 6. januar 2012

Træt...

Tatiana har aflyst vores spansktime idag. Eller, den er udskudt til mandag, så det er lidt ærgeligt. Dog er det rart ikke at lave noget som helst, jeg er simpelthen så træt i hovedet af at lytte og prøve at forstå og formulere mig hele tiden. Det er trættende, men som sagt også utroligt motiverende, for man vil jo bare rigtig gerne kunne snakke! Føler allerede, jeg er blevet meget bedre til spansk efter de her få dage.

En dejlig nyhed er, at vores australske venner kommer til Sucre et smut i næste uge - det bliver godt at se dem igen. Brayden har fødselsdag d. 10, så det skal vi ud at fejre. I morgen skulle Birger og Birgit vistnok komme, så det er heller ikke dårligt! Det er et dejligt hus med utroligt gæstfrie mennesker, og her er stortset altid liv og mennesker i huset. I går rejste Oliver dog, så familien var lidt kede af det - og i morgen smutter både David og det engelske par, Rebecca og Ed. Så er der kun Line, Cille og jeg tilbage - det må være underligt for familien!

Tror måske, jeg vil knipse et par billeder senere. Nu må vi se (:

torsdag den 5. januar 2012

Kanten af verden

What a day! Startede dagen med at lede efter et par lange bukser, da aftenerne bliver ret kolde, og har kun et par med, så det er lige i underkanten. Fik dog konstateret, at jeg ikke lige er bygget the bolivian way - hvis bukserne ikke var for korte, var de for store i livet, grimme med glimmer eller bare alt for lavtaljede. Øv. Men søde Line har lovet at vise mig, hvor hun plejer at købe bukser, så der er forhåbentlig bedre held!

Efter endnu en dejlige almuerzo tog vi med drengene, David fra Skotland og Oliver fra Gibraltar, hen til sprogskolen, hvor der var et arrangeret en tur til et plejehjem i byen. Vi donerede hver 100bs, og tog derefter med Tatiana, David, Oliver og et par andre elever fra sprogskolen hen på plejehjemmet, der udad til er rigtig flot, men indvendig er det en anden historie. Der var rigtig mange gamle, syge og udviklingshæmmede mennesker, hvoraf en del heller ingen familie har. Rigtig mange triste skæbner! Derudover er hjemmet ekstremt underbemandet. Det er drevet af nonner, og der er også et par plejere, men langt fra nok. Der er heller ikke nok ressourcer til at sørge for de nødvendige medicinske remedier, så på anden sal, hvor det nærmest var hospice, var der nogle, der skreg, fordi de havde ondt. Virkelig hårdt at se! Tatiana, sproglæreren, arrangerer sådan en tur hver uge, hvor man donerer nogle penge, tager ud og køber ind - vi købte kager, mentolatum, bleer, juice og slikkepinde - og derefter tager man hen til plejehjemmet og deler ud. Man giver så lidt, men beboerne bliver bare så glade! David spillede guitar, og et par af beboerne og Tatiana dansede.

Det, der gjorde det største indtryk på mig, var en kvinde på anden sal, hospicet, der ifølge Tatiana havde haft et meget hårdt liv, som hun også var mærket af fysisk. Hun kunne kun snakke quechua, så vi kunne ikke rigtig kommunikere, men vi snakkede faktisk i lang tid - eller, det vil sige, hun snakkede og jeg lyttede og nikkede og forsøgte at følge hendes ansigtsudtryk. Tror egentlig bare, hun var glad for at få lov at snakke med nogen, selvom jeg ikke forstod et ord - quechua er et meget vanskeligt sprog både at lære og forstå. Jeg tror, dømt udfra fagterne og ansigtsudtrykkene, at hun fortalte mig sin historie. Det var ret barskt.

Det var alt i alt en meget grænseoverskridende, men givende oplevelse, der virkelig sætter tingene i perspektiv, fordi man pludselig står ansigt til ansigt med mennesker, der absolut intet har. Jeg kunne sagtens finde på at tage med igen i næste uge eller næste igen!

En glad lille ting i mit ellers lidt triste indlæg er, at jeg har fået hentet mig tøj på vaskeriet, så jeg nu har rene bukser. Jaaaa! Har også fået skypet med Thomas igår og mine forældre her til aften. Utrolig dejligt at se dem og høre deres stemmer! Selvom jeg ikke rigtig har tid til at savne, fordi alt er så nyt, er det alligevel rart med et hjemligt pust!

Hvis nogen skulle have lyst til at sende et brev, er adressen:
Anne Sofie Borg Hammer
Nataniel Aguirre 209
Sucre, Bolivia

Der går dog nok en treugers tid, før post når frem hertil desværre!

-AS

onsdag den 4. januar 2012

Smuk, boliviansk kvinde på vores gade (smugtaget)

Standard trafik

Huse tæt på centrum

La ciudad blanca

Bjerge i baggrunden - dem kan vi nærmest hele tiden se.

La casa

Det er bare dejligt at være i Sucre - solen skinner, 28grader, blå himmel. De mennesker, der bor her er bare så søde og gæstfrie, at det ikke er noget problem at føle sig hjemme. Jeg føler, at bare på de her to dage, har jeg lært enormt meget spansk. Man samler hurtigt en masse op, bare ved at lytte til folks samtaler. De er også rigtig gode til at henvende sig til os og snakke langsomt og med letforståelige ord. Rart! Vi har været henne og snakke med Tatiana fra sprogskolen Fenix, så på fredag har vi vores første lektion. Vi skal have timer hver for sig, for det er vi enige om, vi vil få mest ud af. Spændende. Glæder mig rigtig meget til at komme igang, for det er sgu lidt frustrerende ikke at kunne deltage i samtalerne på samme måde, som jeg ville have gjort på dansk eller engelsk.

Har også købt havregryn, mælk og rosiner - morgenmaden her er egentlig god nok, men bliver bare altid sulten kort tid efter. Jeg skal have mine gryn ;) Ellers er maden virkelig lækker - de kan sgu deres kram i et køkken! Her spiser man almuerzo ved 1tiden, som er et stort, varmt frokostmåltid, hvor man typisk også får flere småretter som salat, tomater, "hovedret" og en lille dessert, som kan være frugt fra haven. Der er virkelig mange lækre frugter i haven. Idag har jeg spist tusind blommer og brombær og to avocadoer direkte fra træet. Fordi de er så friske, kan man også spise skallen, som er blød og lækker. Vicky, mama Vic's datter, har givet os en frugtrundtur i haven, så nu kender vi alle frugterne. Hun er helt vild med gajoler, så send gerne nogle ;)

Vi har langt om længe fået afleveret vores tøj ved la laundería, så imorgen er der masser af rent tøj - dejligt med rene bukser, for de er godt nok godt brugte efter nogle kolde dage i La Paz. Derefter tog vi på rundtur i Sucre for at finde et posthus, så Cille kunne sende sit simkort hjem. Da vi kom derned, havde posthuset naturligvis ingen konvolutter - så vi måtte ud for at finde et librería. Det er ret typisk boliviansk. Alt er hele tiden en smule mere besværligt end i Danmark. Da vi købte læbepomader i La Paz, skulle vi "bestille" dem et sted, betale et andet, tage kvitteringen med hen et tredje sted og få den stemplet OG SÅ kunne vi få vores læbepomade. Wauw...
Uploader nogle billeder, så I kan se smukke Sucre og blive misundelige på vores dejlige vejr!

tirsdag den 3. januar 2012

Lidt fra Nataniel Aquirre 209, Sucre, Bolivia

I haven er der både en chiliplante (over) avocadotræ (under), mandeltræ og brombærtræ. Ja træ.


Læse i solskin i haven

Ud mod porten og vejen, Nataniel Aquirre. Centrum ligger 10min herfra.