søndag den 29. januar 2012

Klar til minerne! Dejligt vejr over ellers kolde og regnfulde Potosí

Rør med luft til minearbejderne

Første møde med minearbejdere - Tyske Anja siger hej

Luften blev mere og mere støvet, jo længere ind vi kom - vi måtte trække vejret gennem hænder og ærmer. Tænk at gå i det hver dag!

Cille og jeg hilser på minearbejdere og giver den juice og coca.

Tio Jorge. Sol giver ham cigaretter.

Smuk udsigt over bjergene efter vores minetur
Her er ingen smalle steder! Læs: Masser! Godt man ikke er klaustrofobisk!

Stolt!

Potosí og La montaña que come gente viva

Denne uge gik stille og roligt - nordmændene ankom, så der er mange mennesker på badeværelset ;) De er 10 piger og 3 drenge, der er på studietur herovre. Lang rejse!

Torsdag aften tog Matt, Cille og jeg ned i byen for at se filmen "The Devil's Miner" på Joy Ride, som er en bar. Den spillede dog først fredag, men heldigvis rendte vi ind i et australsk par, Jimmy og Ashlee, som er nogle af Matts venner. Vi havde en rigtig god aften i deres selskab! På vej hjem besluttede Cille at lege Hundefængeren fra Grenaa og fik opbygget sig et følge på ikke færre end 5 gadehunde. Hun fik sorte potemærker på både bukser og trøje - alt i alt en skæg aften! Især da vi mente,  at vores taxachauffør ville have godt af at høre lidt bandeord på svensk og norsk ;)

Fredag blev så dagen, hvor vi endelig fik set "The Devil's Miner", og hold da op en film! Vil helt klart anbefale den til alle, der kan lide dokumentarer. Er så glad for, jeg så den, inden vi tog på minetur. Vi vendte nemlig allerede snuden mod Potosí kl. 07 lørdag morgen. Potosí er verdens højeste beliggende by og har været hjemsted for masser af spaniere i kolonitiden, hvilket arkitekturen også bærer kraftigt præg af, særligt i midtbyen, hvor spanierne boede. Den lokale indianer og Quechua befolkning var ikke tilladt adgang inden for bestemte murer. Det er den typiske kolonihistorie med en europæisk besættermagt, der udnytter lokalbefolkningen på alle tænkelige måder, og ingen midler skyer for at opnå rigdom. F.eks. udnyttede spanierne lokalbefolkningens overtro til at få dem til at arbejde i minerne. De "oprettede" en gud, en Dío, som eftersigende ville slå arbejderne ihjel, hvis de ikke arbejdede hårdt nok i minerne. På Quechua findes konsonanten "d" dog ikke, så Dío blev til Tio - "onkel" på spansk. Hver mine har deres egen Tio, som de ofrer til ved indgang til arbejdet. Tio ligner Djævlen, og er også udtryk for denne. Når minearbejderne befinder sig under himlen, tror de på Gud, men når de går ind i minen, og dermed under jorden, er de på Djævlens territorium, og må derfor tilbede ham og bede ham om hjælp i minerne. Mere om det senere!

Vi startede vores Potosíweekend med en guidet tur (på spansk! Vi er SÅ seje!) rundt i byen, hvor vi blev præsenteret for en masse af byens kirker og deres historie. Fransikanermunkeordenen var den første, der ankom til byen, og har derfor et par kirker der. Derefter kom Dominikanermunkene til. Der er også et nonnekloster, Santa Teresa. I gamle dage var den førstefødte forpligtet til at gå i kloster. Hvis man så var en pige, skulle man i Santa Teresaklostret, som var meget strengt. Nonnerne måtte ikke forlade klostret og måtte heller ikke se deres familie mere. Besøg var tilladte, men gennem et vindue i en væg, så familien og pigen ikke kunne se hinanden. Skulle familien aflevere mad, tøj eller lignende forefik det med en stor slags ske gennem det lille vindue. Det var en fed oplevelse at gå rundt og få lidt af byens historie fortalt. Vores guide havde også ret godt styr på det arkitektoniske og kunne vise os, hvordan barokstilen blev blandet med den lokale stil med overtroiske elementer.

Efter turen tjekkede vi ind på et halvdyrt hotel - det skulle gå lidt hurtigt! Men utroligt dejligt at have eget værelse og bad! Vi fik os en gang lasagne på en restaurant tæt ved, og derefter gik turen til minebjerget. Vi købte først lidt gaver til minearbejderne og til Tio, og tog derefter op til et hus, hvor vi blev udstyret med gummistøvler, bukser, anorak, hjelme og lamper. Ret fedt outfit! Først fik rødt minetøj, men en af guiderne mente, det var for stort, så det blev skiftet ud med et gult sæt, der passede lidt bedre. Derefter kørte busserne videre op til selve minebjerget. Vi kom i gruppe med seks andre piger og en engelsktalende guide. Der er et utroligt smukt udsyn oppe fra minebjerget - og lige ved siden af denne fantastiske udsigt ligger omkring 500 dybe, mørke miner. Vi gik ca. 1500 ind i minen med en nedstigning på omkring 100m. Vores guide, Sol, fortalte løbende om de forskellige mineraler i minen, metoderne til at udvinde dem, hvordan mineområderne fungerer og minens historie. Visse steder var der ret lavt til loftet, så man måtte gå og bukke sig og krumme ryggen. Jeg er utrolig glad for, jeg ikke er klaustrofobisk! Det var ikke meget plads, der var at gøre godt med! Især ikke når minearbejderne kom trillende med deres tunge vogne. Vi mødte omkring 10-12 arbejdende folk i minen - bl.a. en dreng på 14!

At være i minen var en blandet oplevelse. Det var utroligt spændende og meget flot med de forskellige mineraler, men når vi så mødte minearbejderne, blev vi mindet om, at det ikke er et museum, men en rigtig arbejdsplads med hårdtarbejdende folk. En minearbejder bliver typisk omkring 35-40år. Mange dør af gasforgiftning i minerne, men den største dræber er den langsomme silicosisdød. Silicosis opstår, når minearbejderne gennem en længere periode har indåndet alt støvet og småstenene i minerne i længere tid. Støvet ophober sig i lungerne og begynder at sætte sig sammen til klumper, hvilket fører til lungekollaps og blodhoste. Det er et helt utroligt hårdt liv. Jeg har det blandet med at se det, fordi det jo ikke er som en zoologisk have, hvor man kan glo som man vil. Det er ægte, hårdtarbejdende mennesker, det drejer sig om. Det er deres hverdag. På den anden side synes jeg også, det er vigtigt, de bliver set, så der kan blive skabt en større bevidsthed om disse menneskers levevilkår. Og det kan turisme jo bl.a. hjælpe med til. Tough call! Men hvert fald en fed, fed oplevelse, der var alt værd - støv, mudder, snævre åbninger, vi måtte kravle igennem, varmen fra bjerget og lugten af gas. Man siger, dette bjerg, besøgte, har kostet omkring 800mio. mænd livet gennem tiden. Det er derfor kendt som La montaña que come gente viva - bjerget, der æder mennesker levende. Den mine, vi besøgte, var faktisk samme mine, som "The Devil's Miner" foregår i. Meget spændende at se i virkeligheden! Og meget spændende at besøge Tio Jorge. Vi ofrede cocablade, cigaretter og alkohol på 96% til ham. Alkoholen skal være så ren som muligt, da en ren ofring vil betyde rene mineraler. Det giver jo egentlig god mening! Jeg kunne blive ved og ved at fortælle om minerne, men det vil tage 100år! Så jeg vil lade det være ved det her og uploade nogle billeder derfra, som kan tale for sig selv!

Efter minebesøget tog vi hjem på hotellet og fik os et dejligt, varmt bad, hvor vi fik skyllet alt stenstøvet af os. Vi tog derefter hen på et andet hostel i nærheden for at mødes med pigerne fra vores minetursgruppe, som vi havde aftalt at spise med. Utrolig hyggelig aften! Pigerne er en meget blandet gruppe - 3 brasilianere, 1 tysker, 1 amerikaner (fra Wisconsin. Hun har været i Decorah masser af gange!) og 1 australier. Efter et godt måltid og dessert var det direkte på hovedet i seng. Det tærer godt nok på kræfterne at gå i minerne!

Søndag måtte vi jo nødvendigvis bruge på at se håndbold, så godt vi nu kunne - dejligt med en sejr! Vi fik også købt lidt souvenirs, så er nu lykkelig ejer af endnu en alpacasweater i en sjov model. Da vi vendte snuden mod terminalen havde vi mere en almindeligt travlt - vi løb op ad trapperne, fik betalt for brug af terminal, løb ud til busserne, fandt vores, kastede os ind på vores sæder - og nej, der var ikke meget benplads, til dem der forstår sådan en lille en ;) Dejligt at komme "hjem" til Sucre igen! Men en helt fantastisk weekend!!

tirsdag den 24. januar 2012

Dejlige dage!

Weekenden her gik med en skæg bytursfredag, tømmermandslørdag og sove-længe søndag. Dejligt! Søndag var også dagen, hvor Vicente og Daniel havde været til skydekonkurrence, så de havde geværerne fremme i haven, hvor vi fik lov at prøve dem. Skæg fornemmelse at stå med et ret så tungt, ladt gevær i en lille have som den her!  Men det var sjovt at prøve - og jeg ramte faktisk næsten midten! Vicente og Daniel havde også et lille indbyrdes opgør, de skulle have afgjort. 5skud til hver. Vicente har næsten skudt hele sit liv, så han vandt stort. Han var faktisk også vinderen af konkurrencen. Daniel blev nummer 3, så vidt jeg forstod - så det er flot af en 20årig!
Jeg var også ude at løbe igen i søndags - denne gang noget længere. En rigtig dejlig tur! Men hård pga. de stejle stigninger!

I går var det planen, at vi skulle have besøgt en ven af familien, men det blev desværre aflyst. Ret ærgeligt, for vi havde aflyst vores spansklektioner for det. Aftenen blev så i stedet brugt på at gøre klar til husets kommende logerende - i morgen kommer der nemlig ikke mindre end 13 nordmænd, der skal bo her en uge til halvanden. Derfor har vi nu lært, hvordan man reder en seng på boliviansk maner! Jeg er meget imponeret af, hvor meget familien gør ud af det, når der kommer logerende! Møbler blev flyttet, senge samlet, og alle sæt sengetøj er omhyggeligt udvalgt, så det passer bedst muligt sammen! Det var noget af et puslespil. En af stuerne blev ryddet for at gøre plads til 4 senge og en køjeseng. Resten bliver indlogeret på de ledige værelser.

Cille og jeg brugte desuden aftenen igår på at hænge billeder op på vores væg. Det gjorde hele værelset noget mere personligt! Dejligt! Idag er min spansktime blevet rykket til i morgen, så har ikke rigtig nogle planer, udover jeg vil ud at løbe. Og så skal vi ned i byen og have vores visum forlænget. Bliver godt at få ud af verden! Måske vil vi kigge lidt på ture til sølvminen i Potosí til weekenden...

En anden ting, vi har besluttet, vi vil, er at tage til Brasilien i slutningen af februar, starten af marts. Der vil vi se Iguazu Falls og tage på stranden i Florianopolis sammen med vores australske venner (: Det er dejligt at se frem til! Vi har fundet nogle rimeligt billige billetter, så det er bare om at få dem bestilt!

Hav det godt!

fredag den 20. januar 2012

Glæde i min bolivianske hverdag

Når der ikke er helt så mange fejl i ens spansklektier som sidste gang.
Når man tilfældigvis ringer op til sin dejlige søster på Skype, og hele familien inkl. Thomas er samlet.
Når man bager lækker chokoladekage med ekstra chokolade og spiser den med dulce de leche is.
Når man skyper med Sofie fra Paris i 3timer om alt og ingenting.
Når man spiser pizza med Cille på en helt almindelig onsdag aften.
Når husets kogekunst altid er værd at se frem til.
Når Mama Vicky hver morgen spørger, hvordan man har sovet.
Når man kommer fra arbejde og Vicky jr. er kommet tilbage fra Santa Cruz.
Når man drikker aftenthe med Mama Vicky og Papa Lucho og rent faktisk kan sludre med dem.
Når José Luiz for 2. dag i træk ikke har tisset i bukserne, og Clismar er blevet rask.
Når man laver fingermaling med børnene - omend det er et noget forhastet projekt.
Når man kan se frem til en dejlig weekend, hvor man kan sove længe og hygge.
Når man endnu en gang spiser tunsalat til aftensmad - og det stadig er lækkert.
Når man køber to bluser i en genbrugsbutik til 20bs.
Når man går hjem fra centrum med en fuldfed fersken, der drypper af lækker ferskensaft.
Når huset har fået ny, flink beboer fra New Zealand.
Når man kan se frem til en weekendstur til Potosí i næste uge - og en ridetur om Sucre med tilløjet erfaring.
Når det egentlig er hyggeligt at vaske op.
Når man langt om længe har fundet sig et par bukser, der næsten lever op til ens dumme krav.
Når man har købt en ny forsyning af rosiner til sine havregryn.
Når man arbejder med børn som Mario og Gabriel:

























Når der bliver kylet en vandballon efter en på gaden, men den rammer ved siden af.
Når en mand på Mercado Central kaster ærter efter Cille.
Når man spæner de sidste 100meter hjem, fordi man bliver jagtet af 7årige med vandpistoler.

Ovenstående er ikke i prioriteret rækkefølge, men blot en smagsprøve på de gode ting i mit liv på Nataniel Aguirre (:

søndag den 15. januar 2012

Smuk søndag

Uh, skønt at sove længe i dag! Vågnede to gange i nat med ondt i maven, så frygtede, jeg havde reddet mig en gang madforgiftning eller mavevirus - men det gik heldigvis væk i løbet af dagen! Man kan dog heller ikke påstå, jeg har overanstrengt mig idag, for vejret har bare været alt for godt til at foretage sig noget som helst fornuftigt! Så vi har bare ligget i haven og nydt solen (denne gang med solcreme! Jeg er begyndt at skalle let på min ryg, så nu er min ryg nok snart ensfarvet!). Dejligt!

Jeg har også langt om længe fået lavet mine lektier til i morgen - jeg skulle skrive om ""Una aventura en la nieve" - "Et eventyr i sneen". Ret malplaceret på en dag som i dag. Men tro det eller ej, så fik jeg faktisk brugt en del af gloserne i en samtale med Papa Lucho. Så det var brugbart alligevel!

Lidt om min hverdag her i huset! I hverdagene står jeg tidligt op for at komme hen til Poconas ved 8tiden. "Mine" børn er allerede oppe og i fuld gang med at lege. Der er egentlig en del legetøj, men meget af det er i stykker eller helt utrolig slidt. Børnene hygger sig dog alligevel rigtig meget! De er dog ikke for gode til at dele - Jheyson vil faktisk allerhelst lege med de legesager, de andre er i gang med. Børnene er meget forskellige - José Luiz er meget genert og lidt svær at komme ind på livet af. Han leger bedst, når han sidder stille og roligt alene. Jheyson er lidt en bølle, men helt utroligt charmerende. En glad og meget åben dreng, hvis yndlingsord er hooooooola. Clismar vil rigtig gerne sidde på skødet og lege med et par ting. Også en meget åben dreng, men noget yngre, så han snakker ikke endnu. Nilda er en lille diva, der rigtig gerne vil have tingene gjort efter sit hoved. Hun kan f.eks. ikke lide, hvis hun kan se enderne på sine snørrebånd. Hun er en meget kvik pige, der tit gentager, hvad de voksne siger - så hun har ret meget sprog. Hun er også lidt storesøsteragtig overfor de andre - forleden dag sad hun til frokost og madede Gabriel og Mario. Og sådan kunne jeg blive ved om alle "mine" 9 børn - men vil gemme resten til en anden dag, når jeg kender dem lidt bedre!

Hvis vejret er godt, kan vi finde på at gå en tur med ungerne ud i haven, som er ret stor. Der er også en legeplads med alle de gode standard ting - rutsjebaner, gynger, karrusel, vipper. Den vil dog aldrig blive sikkerhedsgodkendt til en dansk børnehave, det er jeg sikker på! Hvis vejret er dårligt bliver vi inde og leger. Lige inden frokost går vi allesammen på badeværelset og vasker hænder - og så er det spisetid! De store børn får både suppe og en varm ret bagefter; spaghetti med kødsovs, ris med salat og en bøf eller lignende. De spiser godt, de fleste af dem. De sidste par dage har der heldigvis ikke været vrøvl ved spisetid, så der har ikke været nogen "tvangsfodring". Når alle har spist op (det skal de) går vi på badeværelset, hvor de små bliver skiftet inden de skal sove til middag. De store skal også alle sammen på toilet, og der kommer en ny pige, som skal se efter dem. Klokken er så lige omkring 12, og jeg smutter hjemad for at spise frokost kl. 13. Altid dejlig mad!

Mandag og tirsdag har jeg to timers spanskundervisning med Lourdes fra kl. 17-19. Overvejer dog at bede om en ekstra time om ugen, for jeg er meget motiveret. Jeg får også læst en del i mine bøger - prøver dog at spare på dem, men det er svært!

Hører, der er frost i Danmark! Og takket været Thomas Kjær kunne vi idag se håndbold. Ikke dårligt!

fredag den 13. januar 2012

La vida es linda

Sucre i solskin og bare ben


Generte José Luiz

Jheyson og Nilda er meget fascinerede af regnvandet - Jheyson faldt senere i søvn i min favn!
Lille Clismar spiller op til kameraet (:

torsdag den 12. januar 2012

Poconas, lagkagebagning og dejlige dage!

Nu er der gået et stykke tid uden indlæg, så har en dejlig masse at fortælle!
I mandags begyndte vi på Poconas, som er meget større, end jeg havde forestillet mig. Cille er sammen med de 0-1årige, og jeg har de 2-3årige. Der er 9 børn i min gruppe, syv drenge; Gabriel, Mario, Clismar, Jheyson, Arturo, Toño og José Luiz, og to piger; Lisbet og Nilda. Helt utroligt søde unger! De er meget selvstændige - de største af dem er allerede renlige og siger selv til, når de skal på toilettet. Ret imponerende, synes jeg. Derudover er de allesammen nogle meget charmerende børn - store, brune øjne, tykt sort hår og lækker nougathud. Lige til at spise!

De første to dage, jeg var der, var lille Clismar syg og kastede op og havde feber. Lille stakkel! Heldigvis er der læger rundt om hjørnet, så han blev lige tjekket - og idag havde han det fint. Så det var godt at se! De behandler børnene meget anderledes her end i Danmark. Man leger ikke med børnene på samme måde her, som man ville gøre det i Danmark - så de er ellevilde, når jeg sætter mig ned til dem. Derudover er måltiderne noget specielle. Børnene kan naturligvis spise selv - nogle af dem endda uden at spilde, men spiser de ikke selv, sørger de to piger, jeg arbejder med godt nok for, de får noget i skrutten alligevel! Så skovler de maden ind i munden på dem og holder dem for næsen, så de er nødt til at synke for at få luft. Det er ret voldsomt at overvære - ved ikke helt, hvor jeg skal kigge hen, så jeg koncentrerer mig bare om de andre unger. Det er svært at se på, men jeg kan godt se problematikken i, at de ikke spiser. Det er jo ikke som et "normalt" hjem, hvor barnet kan få noget at spise senere, hvis han/hun er sulten - det er nu og her, der er mad. Dog synes jeg, meget dansk, at der må være andre og mere humane løsninger på det. En god flyvemaskine med skeen går man aldrig galt i byen med ;) De to piger, jeg passer børn sammen med, er rigtig søde, og får snakket lidt mere med dem for hver dag, der går. Begynder så småt her på min tredje dag at kende rutinerne, så det er dejligt!

Mandag var også dagen, hvor vores australske venner ankom fra La Paz og skulle bo her et par dage. Rigtig dejligt at se dem igen - føler, jeg har kendt dem meget længere end to uger. Brayden havde fødselsdag tirsdag, så Cille og jeg bagte lagkagebunde og fik mikset en overraskende god lagkage sammen til ham. Bob gav ham en oppustelig ko i fødselsdagsgave - og så var stemningen ligesom lagt! Fantastisk sjov aften i stil med Wild Rover festerne! Utroligt slemme tømmermænd dagen derpå! Vi ville have været ude at ride i bjergene, men uheldigvis var tre af hestene syge, så der var lige præcis ikke nok til os 7. ØV! Men vi havde dog alligevel en hyggelig sidste dag sammen - vi tog ud at spise til aften på en meget hyggelig restaurant ved Plazaen, hvor vi sad på balkonen og fik lækre steaks. De tog afsted mod saltørkenen i morges, men har en følelse af, det ikke er sidste gang, vi ser dem!

Jeg er også begyndt på spansktimer hos en rigtig sød lærer. Lourdes, hedder hun. Undervisningen foregår på spansk, så jeg må holde tungen lige i munden. Til gengæld føler jeg, jeg får rigtig meget ud af det. Det er kun enkelte ord, vi tager på engelsk - når jeg bare ikke kan formulere det på spansk. Skønt! Er meget motiveret. Daniel er heldigvis også sød til at snakke med mig herhjemme, så jeg øver mig så meget jeg kan. Han "tilbød" også at lave mine lektier ;)

Uha, et farligt langt indlæg! Jeg stopper nu! Glæder mig til at komme tilbage til Poconas i morgen. Jeg begynder så småt at kende børnene, så det er bare fedt at opleve! José Luiz er f.eks. meget genert, men bliver mere og mere åben for hver gang, jeg er der. Fedt at se!

Tanker til jer derhjemme!

søndag den 8. januar 2012

Signe, gæt, hvad jeg har haft på!

Smukke Carolina!

Trætte Daniel

Weekend!

Tænkte, jeg lige ville skrive lidt om, hvordan de sidste par dage har været. Vejrmæssigt har det ikke været så godt som de seneste par dage, men solen har alligevel i dag tittet nok frem til, at jeg har fået en masse sol på ryggen i et ret sjovt mønster. Det er heldigvis ikke en forbrænding, bare lidt for meget sol på en gang, så er ikke rigtig øm. Heldigvis.

I går aftes brugte jeg på at snakke med Daniel om alt og ingenting – vi spillede også Uno, og jeg tabte stort, desværre! Det gik ellers godt til at begynde med. Daniel er 20år og storebror til Montszerrat på 19. De bor her begge to med deres mor, som også hedder Vicky. Rigtig søde alle sammen! Carolina, som også er mama Vickys barnebarn, skulle i går til bryllup og var meget smuk at se på i sin røde, lange kjole. Det var vist et ret stort bryllup, tror der var 200 gæster. Noget af en fest!

I dag har jeg for første gang siden før afrejse været ude at løbe. Kun en lille tur på ca. et kvarter for lige at mærke, hvordan det var. Det var rigtig dejligt – og rigtig hårdt! Selvom luften her ikke er så tynd som i La Paz, er den stadig noget tyndere end i Danmark – vi er trods alt ca. 2700m over havet. Det var en sjov oplevelse, for jeg blev ikke træt i kroppen, men mit åndedrag kunne ikke følge med min krops tempo. Nu er jeg dog i gang, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg kridter løbeskoene!

Vi har også været på Mercado Campesino, som er bøndernes marked, der ligger ca. 200m fra huset. Laaange gader med hhv. frugt, grønt og alverdens tingeltangel. Der er utrolig meget og billigt frugt, og vi fik da også købt os et kilo druer og fem store æbler, som jeg glæder mig til at smage! De har nemlig en meget flot, dyb, rød farve. I morgen skal vi hente Cj, Matty og Brayden ved bussen, og derefter skal vi hen til Poconas og lige præsentere os. I morgen er også dagen, hvor vi endelig begynder på spanskundervisning – det bliver bare dejligt!
Kys herfra!

fredag den 6. januar 2012

Træt...

Tatiana har aflyst vores spansktime idag. Eller, den er udskudt til mandag, så det er lidt ærgeligt. Dog er det rart ikke at lave noget som helst, jeg er simpelthen så træt i hovedet af at lytte og prøve at forstå og formulere mig hele tiden. Det er trættende, men som sagt også utroligt motiverende, for man vil jo bare rigtig gerne kunne snakke! Føler allerede, jeg er blevet meget bedre til spansk efter de her få dage.

En dejlig nyhed er, at vores australske venner kommer til Sucre et smut i næste uge - det bliver godt at se dem igen. Brayden har fødselsdag d. 10, så det skal vi ud at fejre. I morgen skulle Birger og Birgit vistnok komme, så det er heller ikke dårligt! Det er et dejligt hus med utroligt gæstfrie mennesker, og her er stortset altid liv og mennesker i huset. I går rejste Oliver dog, så familien var lidt kede af det - og i morgen smutter både David og det engelske par, Rebecca og Ed. Så er der kun Line, Cille og jeg tilbage - det må være underligt for familien!

Tror måske, jeg vil knipse et par billeder senere. Nu må vi se (:

torsdag den 5. januar 2012

Kanten af verden

What a day! Startede dagen med at lede efter et par lange bukser, da aftenerne bliver ret kolde, og har kun et par med, så det er lige i underkanten. Fik dog konstateret, at jeg ikke lige er bygget the bolivian way - hvis bukserne ikke var for korte, var de for store i livet, grimme med glimmer eller bare alt for lavtaljede. Øv. Men søde Line har lovet at vise mig, hvor hun plejer at købe bukser, så der er forhåbentlig bedre held!

Efter endnu en dejlige almuerzo tog vi med drengene, David fra Skotland og Oliver fra Gibraltar, hen til sprogskolen, hvor der var et arrangeret en tur til et plejehjem i byen. Vi donerede hver 100bs, og tog derefter med Tatiana, David, Oliver og et par andre elever fra sprogskolen hen på plejehjemmet, der udad til er rigtig flot, men indvendig er det en anden historie. Der var rigtig mange gamle, syge og udviklingshæmmede mennesker, hvoraf en del heller ingen familie har. Rigtig mange triste skæbner! Derudover er hjemmet ekstremt underbemandet. Det er drevet af nonner, og der er også et par plejere, men langt fra nok. Der er heller ikke nok ressourcer til at sørge for de nødvendige medicinske remedier, så på anden sal, hvor det nærmest var hospice, var der nogle, der skreg, fordi de havde ondt. Virkelig hårdt at se! Tatiana, sproglæreren, arrangerer sådan en tur hver uge, hvor man donerer nogle penge, tager ud og køber ind - vi købte kager, mentolatum, bleer, juice og slikkepinde - og derefter tager man hen til plejehjemmet og deler ud. Man giver så lidt, men beboerne bliver bare så glade! David spillede guitar, og et par af beboerne og Tatiana dansede.

Det, der gjorde det største indtryk på mig, var en kvinde på anden sal, hospicet, der ifølge Tatiana havde haft et meget hårdt liv, som hun også var mærket af fysisk. Hun kunne kun snakke quechua, så vi kunne ikke rigtig kommunikere, men vi snakkede faktisk i lang tid - eller, det vil sige, hun snakkede og jeg lyttede og nikkede og forsøgte at følge hendes ansigtsudtryk. Tror egentlig bare, hun var glad for at få lov at snakke med nogen, selvom jeg ikke forstod et ord - quechua er et meget vanskeligt sprog både at lære og forstå. Jeg tror, dømt udfra fagterne og ansigtsudtrykkene, at hun fortalte mig sin historie. Det var ret barskt.

Det var alt i alt en meget grænseoverskridende, men givende oplevelse, der virkelig sætter tingene i perspektiv, fordi man pludselig står ansigt til ansigt med mennesker, der absolut intet har. Jeg kunne sagtens finde på at tage med igen i næste uge eller næste igen!

En glad lille ting i mit ellers lidt triste indlæg er, at jeg har fået hentet mig tøj på vaskeriet, så jeg nu har rene bukser. Jaaaa! Har også fået skypet med Thomas igår og mine forældre her til aften. Utrolig dejligt at se dem og høre deres stemmer! Selvom jeg ikke rigtig har tid til at savne, fordi alt er så nyt, er det alligevel rart med et hjemligt pust!

Hvis nogen skulle have lyst til at sende et brev, er adressen:
Anne Sofie Borg Hammer
Nataniel Aguirre 209
Sucre, Bolivia

Der går dog nok en treugers tid, før post når frem hertil desværre!

-AS

onsdag den 4. januar 2012

Smuk, boliviansk kvinde på vores gade (smugtaget)

Standard trafik

Huse tæt på centrum

La ciudad blanca

Bjerge i baggrunden - dem kan vi nærmest hele tiden se.

La casa

Det er bare dejligt at være i Sucre - solen skinner, 28grader, blå himmel. De mennesker, der bor her er bare så søde og gæstfrie, at det ikke er noget problem at føle sig hjemme. Jeg føler, at bare på de her to dage, har jeg lært enormt meget spansk. Man samler hurtigt en masse op, bare ved at lytte til folks samtaler. De er også rigtig gode til at henvende sig til os og snakke langsomt og med letforståelige ord. Rart! Vi har været henne og snakke med Tatiana fra sprogskolen Fenix, så på fredag har vi vores første lektion. Vi skal have timer hver for sig, for det er vi enige om, vi vil få mest ud af. Spændende. Glæder mig rigtig meget til at komme igang, for det er sgu lidt frustrerende ikke at kunne deltage i samtalerne på samme måde, som jeg ville have gjort på dansk eller engelsk.

Har også købt havregryn, mælk og rosiner - morgenmaden her er egentlig god nok, men bliver bare altid sulten kort tid efter. Jeg skal have mine gryn ;) Ellers er maden virkelig lækker - de kan sgu deres kram i et køkken! Her spiser man almuerzo ved 1tiden, som er et stort, varmt frokostmåltid, hvor man typisk også får flere småretter som salat, tomater, "hovedret" og en lille dessert, som kan være frugt fra haven. Der er virkelig mange lækre frugter i haven. Idag har jeg spist tusind blommer og brombær og to avocadoer direkte fra træet. Fordi de er så friske, kan man også spise skallen, som er blød og lækker. Vicky, mama Vic's datter, har givet os en frugtrundtur i haven, så nu kender vi alle frugterne. Hun er helt vild med gajoler, så send gerne nogle ;)

Vi har langt om længe fået afleveret vores tøj ved la laundería, så imorgen er der masser af rent tøj - dejligt med rene bukser, for de er godt nok godt brugte efter nogle kolde dage i La Paz. Derefter tog vi på rundtur i Sucre for at finde et posthus, så Cille kunne sende sit simkort hjem. Da vi kom derned, havde posthuset naturligvis ingen konvolutter - så vi måtte ud for at finde et librería. Det er ret typisk boliviansk. Alt er hele tiden en smule mere besværligt end i Danmark. Da vi købte læbepomader i La Paz, skulle vi "bestille" dem et sted, betale et andet, tage kvitteringen med hen et tredje sted og få den stemplet OG SÅ kunne vi få vores læbepomade. Wauw...
Uploader nogle billeder, så I kan se smukke Sucre og blive misundelige på vores dejlige vejr!

tirsdag den 3. januar 2012

Lidt fra Nataniel Aquirre 209, Sucre, Bolivia

I haven er der både en chiliplante (over) avocadotræ (under), mandeltræ og brombærtræ. Ja træ.


Læse i solskin i haven

Ud mod porten og vejen, Nataniel Aquirre. Centrum ligger 10min herfra.

Bienvenidos a Sucre!

Længste bustur i verden overstået! Vi var vist alligevel i en bus cama - der var hvert fald overordentlig god plads, og sæddet kunne lægges langt tilbage, så det var dejligt. Knap så dejligt var det dog, at vores sæder var allerbagerst lige ved siden af toilettet - så engang imellem sad vi i en kraftig odør af tis. Lækkert. Toilettet var dog væsentligt bedre, end det ene (!) sted, vi holdt pause - jeg kiggede lige ud, mens Cille blev i bussen. Har aldrig set noget så beskidt, så jeg smuttede pænt ud igen, som den sarte gringa, jeg er.

Busturen gav bomby ride en helt ny betydning - hold da op, det var seriøst som at køre i rutsjebane. Mirakuløst nok blev jeg ikke køresyg - om det skyldes piller, mørket eller noget helt andet er uvist. Men dejligt var det.

Vi ankom til Sucre tre en halv time før beregnet - skønt! På stationen kom en mand hen til os, som spurgte, om vi var Anna Cecilia y Anna Sofia. Det var Papa Lucho, som var kommet for at hente os. Papa Lucho bor også her, men slægtskabet med de andre beboere er stadig uklart, eftersom her bor SÅ mange mennesker - bl.a. en dansk pige, Line, fra Knebel, som har vist os lidt rundt i byen. Vi er blevet indlogeret på samme værelse, men har fået at vide af vores hostmama, Mama Vicky, at vi bare kan sige til, hvis vi vil bytte. Dejligt. Folk her er rigtig søde og tager meget hensyn til vores noget haltende spanske. Men det skal vi nu nok komme hurtigt efter - vi begynder også snarest muligt på sprogkursus.

Ud over at have kigget lidt på Sucre - der forresten er en meget smuk, varm by - har vi også begge købt os et internetstik, så vi kan være online i huset. Ikke dårligt. Og til at betale, stikket kostede 244bs, og så koster net 300bs om måneden - det er 240kr. Vi har også fået dejlig frokost. Her spiser man varm mad midt på dagen, og man får flere forskellige småretter. Vandet i Sucre kan man også drikke fra hanen - nemt for os forvænte danskere! Her er allerede så meget at fortælle, men nøjes med at uploade et par billeder, så I kan se, hvor jeg bor.
-AS

mandag den 2. januar 2012

Endnu ikke i Sucre...

Slight change of plans! Pga. nytåret og efterfølgende helligdage gik der absolut ingen busser til Sucre i går, så vi måtte gen-inchecke på Wild Rover for endnu en nat. Desværre kunne vi ikke få samme værelse, men fik i stedet to senge på en seksmandssovesal.  Aftenen i går brugte vi med vores nye australske venner – vi spillede kort og legede forskellige lege nede i gården – meget hyggeligt! Vi fik også en enkelt drink i baren og deltog i en Charity Quiz, som vi dog smuttede fra, fordi det tog alt for lang tid – drengene skulle tidligt op og cykle Death Road. En skam, vi ikke har gjort det, men vi har dog snakket om at tage et smut forbi La Paz på et andet tidspunkt og gøre det.
Dagen i dag blev brugt på at fare rundt på busterminalen for at forsøge at få to pladser på en bus til Sucre i aften – alt var udsolgt! Vi prøvede alle steder, men der var nada.  Meget, meget heldigt fandt vi dog et sted, hvor ekspedienten bad os vente en halv time. Så vi ventede. Og ventede. Og ventede. Og næsten en time efter – BINGO! Billetter til os kl. 18.45 i aften. Har aldrig følt mig så heldig i mit liv! Det er bare så dejligt, at vi kan komme videre. La Paz er en dejlig by, og jeg begynder efterhånden at føle mig vant her. Når det er sagt, så er der bare ikke særlig meget at lave her. Vi har dog fået shoppet lidt sweatre – eller jumpers som australierne insisterer på, det hedder. Håndstrikkede af alpaca til den nette sum af 220bs for 2stk – det er ca. 100kr stykket. Amazing! Vi faldt for de samme to, så dem har vi købt, og så fordeler vi dem ved en senere lejlighed!
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Sucre og få en slags ”hjem”. La Paz har været festligt og farverigt og fyldt med nye, dejlige bekendtskaber, men det har også været som en storbyferie; fedt, men trættende. Jeg glæder mig dog ikke til den 15timers bustur – og det er med en normal bus, for alle bus camas (sengebusser) var optagede. Det her er dog så meget bedre end ingenting, og det bliver også bare skønt at komme afsted og se noget andet.
Spændende, hvor næste indlæg er skrevet fra!

New Years Crazy Fest - buy yourself something nice!

I Bolivia er der tradition for, at man nytårsaften køber en masse falske penge og brænder dem af, i håb om at det nye år vil bringe rigdom - ret skæg tradition!

The Barnyard Crew - fra venste: Anders, CJ, Brayden, Bob, fyr fra Adelaide og kaninen i hjørnet er Matty.

søndag den 1. januar 2012

Godt nytår!!

Wauw, for et nytår!
Vi brugte nytårsdag med vores australske dormmates, Anders og en hollænder ved navn Bob - vi var på kostumejagt, da nytårstemaet var Black and White Masquerade. Cille og jeg valgte dog at ignorere den sort-hvide del af temaet, for ingen af os har sorte eller hvide kjoler! Vi tog op på det sorte marked, hvor de sælger ALT - ipads, cowboybukser, hængelåse. You name it. Jeg købte mig et par All Star Converse i den lave model til den nette sum af 200bs - det er altså kun 160kr! Der var helt sort af mennesker, og mange af boderne ligger på en meget, meget stejl gade, så det var bare op af bakke hele vejen. Øverst oppe lå en gade, der havde specialiseret sig i nytår - der var hatte, kostumer, masker, serpentiner, krudt. Drengene fandt nogle yderst yndige ko- og kaninkostumer, og jeg skal love for, de tog nytårsfesten med storm! Herefter udviklede aftenen sig ganske enkelt til det sygeste nytårsparty, jeg nogensinde har oplevet! Der var shots, hver gang der var nytår et sted i verden, og folk var så glade! Og køerne og kaninerne gjorde stor lykke!

Efter nytår besluttede Mattie og mig at bytte tøj, så jeg fik hans kanin og han min orange kjole med der tilhørende rød maske (der forresten smittede af, så jeg var rød i hele hovedet. Og det kan bare ikke gå af!). Det var lidt af et syn! Baren var fuldstændig proppet med mennesker, det var vanvittigt! Og det kaninkostume var ret så varmt! Før vi byttede tøj, var jeg og australierne ude på gaden, hvor vi endte med at danse Haka i et kryds, mens der var lidt fyrværkeri på himlen. Ellers var der ikke meget fyrværkeri, som jeg ved af - og mine stjernekastere blev desværre taget i tolden, øv!

Jeg gik i seng ved en 3tiden, og stod op og gik i bad kvart i 11 - Mattie og CJ var ret triste, for der var nogen, der havde stjålet deres ko- og kaninkostume. En times tid efter kom en pige dog gående ind på værelset iført Matties kostume - hun kom lige fra byen, og havde åbenbart syntes, det var sjovt at snuppe det på! Det var så surrealistisk! Men alt i alt en vellykket aften!

Senere idag går turen mod Sucre, så vi skal snart hen til busstationen og have købt billetter. Glæder mig rigtig meget til at få gang i en hverdag og komme igang med det spanske, selvom det også bliver lidt trist at sige farvel til vores nye hostelvenner.
Næste update bliver fra Sucre! Hav det godt!