Jeg havde jo i tirsdags fødselsdag - en underlig følelse at have fødselsdag så langt fra hjem, når man som mig er vant til helt faste traditioner omkring disse mærkedage! Heldigvis blev jeg fejret godt med lækker mad (Vicente havde sagt til mama Vicky, jeg vildt gerne ville have picante de pollo, så det fik vi! Og det er lækkert!) Der var sodavand på bordet, jeg fik et par smukke stiletter af Cille og Sofie, som er i Paris, vi bagte chokoladekage - som blev til kæmpe chokocookie. Onsdag havde vi sprogtime igen. Her var der madlavningsundervisning også. Lidt underligt, for det plejer altid at være torsdag. Det var dog ikke uden grund, fandt jeg ud af. De havde nemlig rykket madlavningstimen udelukkende for at kunne overraske mig med kage og sang! Så sødt! Jeg måtte traditionen tro bide det første stykke af kagen - hvorefter en af Cille og en af lærerne klaskede mit ansigt ned i kagen. Muerta la torta! Fantastisk, når folk, man knap kender, gør så meget for at glæde en! Cilles lærer har billeder af hele forløbet, så dem skal I nok få at se!
Torsdag aften skulle turen gå til Cochabamba. Dog måtte vi først en tur ned på migrationskontoret, fordi Cille, Line og jeg blev stoppet på gaden af migrationen og blev bedt om at fremvise pas og visa - hvilket vi alle har, så det var intet problem. Men Bolivia er jo Bolivia, så vi måtte alligevel en tur ned på migrationskontoret for at aflevere en kopi af pas og visa. Det føltes lidt utrygt at blive stoppet på gaden af politiet, så Line ringede til Daniel og bad om råd. Det endte med at Lucho kom og snakkede med politiet og forklarede, at vi bare er venner af familien, der bor her lidt. Ingen problemer. Dog kringlet!
Fredag morgen ankom vi tidligt til Cochabamba, hvor vi ventede på terminalen, til lyset brød frem. Vi har nemlig hørt, at Cochabamba skulle være en farlig by - det gentog de lokale også en del for os! Da vi besøgte Kristusstatuen (som er verdens største - det er IKKE den i Rio! Den er nemlig 33m, fordi Jesus blev 33år. Men der var cochabambaerne smartere. Deres er nemlig 33 + lidt til, da Jesus jo ikke døde på sin fødselsdag. Snedigt!), mødte vi en familie, der meget gerne ville følges med os ned, fordi der er rigtig mange tyveknægte i området, der ligger på lur og venter på at røve dumme turister. Som os. Det var vildt sødt af dem! Vi følte os på ingen måde utrygge, men det var rart at vide, at der var folk, der ville en det godt!
Ellers gik tiden i CBBA med at traske rundt og se kirker - vi havnede bl.a. til en nonnemesse. Sjovt! Vi så det store palads, gik på de store markeder og hyggede os generelt bare rigtig meget i hinandens selskab. Til frokost fik vi grillet laks og en boliviansk Riesling. Vi var virkelig endt i overklassekvarteret! Kl. 20:00 gik turen tilbage mod Sucre, hvor vi var fremme kl. 5 om morgenen ca. Lørdagen blev brugt på et besøg i Dinoparken (det værste spild af penge nogensinde!), afsked med Recoleta, wally med skolen og en lille bytur om aftenen.
Idag er det søndag, en træt dag for os begge! Vi har været på marked i Tarabuco for at købe lidt lækkerier i lamauld med hjem samt begyndt at pakke vores værelse ned. Underligt pludselig at skulle pakke alt sammen! Der er blevet lavet bunker, kasser med ting, der skal sendes hjem og rygsækkene er igen fundet frem. Vi ser frem til vores næste eventyr!
søndag den 25. marts 2012
onsdag den 21. marts 2012
Skolejubilæum og Uyunitur
Så er der igen nyt at fortælle herfra!
Torsdag eftermiddag/aften mødtes jeg med en af mine kollegaer fra Poconas, Ramosa, som havde inviteret mig med til hendes gymnasiums jubilæum. Vi gik en tur gennem byen først og sludrede om løst og fast - hun på fortovet, jeg på vejen for at udligne højdeforskellen mellem os. Hun går mig lige akkurat til skulderen - jeg følte mig som en kæmpe! Vi fik os en kop kaffe på en café og tog derefter hen til hendes skole, hvor de forskellige klasser havde forberedt nogle danseshows for at fejre skolens 53års fødselsdag - en vigtig milepæl!! Det var rigtig sjovt at opleve - jeg var uden tvivl den eneste gringa på skolens område. Det blev der også lagt mærke til! Pludselig blev jeg kaldt frem af en af lærerne, der sammen med nogle elever havde forberedt en lille overraskelse. Jeg stod foran alle fremmødte med to drenge, hvoraf den ene var klædt ud som en mumie. Han havde et lagen over hovedet, og planen var så, at de ville afsløre mumien for mig, og jeg skulle så fortælle publikum, hvad den lignede. På 3 rev de lagnet af mumien og afslørede en sort maske med rød klovnenæse. Jeg var helt færdig af grin! Det var helt klart meningen, jeg skulle blive skræmt, men hele situationen var bare så komisk. Ramosa, Andrea og Mercedes var også ved at dø af grin. Efter denne lille surprise gik vi tilbage til Poconas, mens vi spiste papas rellenas, en boliviansk kartoffelret. Alt i alt en hyggelig aften!
Fredag eftermiddag gik turen mod Uyuni. Cille, Theresa og jeg tog først til Potosí, hvor vi samlede en koreansk pige op, der også skulle mod Uyuni. Det passede helt perfekt, for vi havde en ekstra busbillet, da Nanna desværre var blevet syg. Vel ankommet til Uyuni opdagede jeg, at mit dankort var væk - øv øv! Det blev spærret lørdag morgen, hvor vi også mødtes med vores chauffør og resten af gruppen - Rob fra Wales, Greg fra tæt på London og Grasciano (?) fra Belgien. Det viste sig at være et helt perfekt match - vi havde det så sjovt!
Først gik turen til selve saltørkenen, hvor vi brugte en del tid på at tage sjove og smukke billeder - Cille har et helt album på facebook med billederne, så uploader ikke nogle her. Vi mistede også vores chauffør, men fandt ham heldigvis igen. Derefter kørte vi til togkirkegården, som er et af de sjovest steder, jeg nogensinde har besøgt! Gamle, westernagtige togvogne parkeret samlet med opsatte gynger og vipper i midten. Det var SÅ underligt, men også vildt sjovt. Blev naturligvis overmodig og skulle hoppe fra den ene togvogn til den anden, hvilket resulterede i verdens største blå mærke på låret! Efter denne skægge og en smule smertefulde oplevelse kom vi frem til vore hostel, hvor vi blev indlogeret på to tremandsværelser. Her hyggede vi med gruppen, indtil vores mad var færdig. Hostellet lå lige midt i ingenting, så stjernehimlen var usædvanligt flot!
På dag to klatrede vi på klipper af vulkansk aske og så en klippe, der lignede et træ. Den er åbenbart ret så kendt ;) Vi så også en masse bjerglaguner - et smukt syn! I disse laguner lever også flamingoer - et sjovt syn så langt oppe i bjergene! De er svagt pink, så de må jo få deres nødvendige næring (selvom vores guide mente, de kun spiser mudder...). Vi kørte også ind i en nationalpark, der kostede os 150bs. Ikke det værd... For vi kørte direkte til vores hostel, som lå endnu mere i midten af ingenting. Det var til gengæld vildt hyggeligt! Vi spillede kort og drak te og kaffe og gjorde nar med franskmænds accent, når de taler engelsk. Grasciano, belgieren, har nemlig en snert af fransk accent, som han var god til at overdrive. Rob var også vildt god til det. Et godt grin - særligt da en franskmand henvendte sig til os for at spørge, om vi havde en proptrækker. Det var meget svært at holde masken!
På tredjedagen stod vi meget tidligt op - chaufføren, Juan Carlos, havde nemlig sagt, vi skulle køre kl. 5. Der var han dog ikke selv stået op... Men afsted kom vi - 50min senere. Vi kørte op i bjergene, hvor vi så solopgangen over geyserne. Et ubeskriveligt syn! Længere inde i nationalparken badede vi i termiske kilder, mens Juan Carlos forberedte morgenmaden. Utroligt lækkert at ligge i varmt vand, mens luftens temperatur lå omkring frysepunktet! Efter dette dejlige morgenbad og lækker morgenmad gik turen mod den chilenske grænse, hvor vi sagde farvel til Grasciano. Altid en smule trist at sige farvel!
Så gik turen bare tilbage til Uyuni - vi punkterede 300m fra byen, så vi måtte skifte dæk. I Uyuni gik vi ud og spiste pizza, og derefter gik turen for Cille og mit vedkommende tilbage til Sucre, mens de andre vendte snuden mod La Paz. Alt i alt en fantastisk tur - ubeskrivelig, men her har jeg gjort et forsøg ;)
Torsdag eftermiddag/aften mødtes jeg med en af mine kollegaer fra Poconas, Ramosa, som havde inviteret mig med til hendes gymnasiums jubilæum. Vi gik en tur gennem byen først og sludrede om løst og fast - hun på fortovet, jeg på vejen for at udligne højdeforskellen mellem os. Hun går mig lige akkurat til skulderen - jeg følte mig som en kæmpe! Vi fik os en kop kaffe på en café og tog derefter hen til hendes skole, hvor de forskellige klasser havde forberedt nogle danseshows for at fejre skolens 53års fødselsdag - en vigtig milepæl!! Det var rigtig sjovt at opleve - jeg var uden tvivl den eneste gringa på skolens område. Det blev der også lagt mærke til! Pludselig blev jeg kaldt frem af en af lærerne, der sammen med nogle elever havde forberedt en lille overraskelse. Jeg stod foran alle fremmødte med to drenge, hvoraf den ene var klædt ud som en mumie. Han havde et lagen over hovedet, og planen var så, at de ville afsløre mumien for mig, og jeg skulle så fortælle publikum, hvad den lignede. På 3 rev de lagnet af mumien og afslørede en sort maske med rød klovnenæse. Jeg var helt færdig af grin! Det var helt klart meningen, jeg skulle blive skræmt, men hele situationen var bare så komisk. Ramosa, Andrea og Mercedes var også ved at dø af grin. Efter denne lille surprise gik vi tilbage til Poconas, mens vi spiste papas rellenas, en boliviansk kartoffelret. Alt i alt en hyggelig aften!
Fredag eftermiddag gik turen mod Uyuni. Cille, Theresa og jeg tog først til Potosí, hvor vi samlede en koreansk pige op, der også skulle mod Uyuni. Det passede helt perfekt, for vi havde en ekstra busbillet, da Nanna desværre var blevet syg. Vel ankommet til Uyuni opdagede jeg, at mit dankort var væk - øv øv! Det blev spærret lørdag morgen, hvor vi også mødtes med vores chauffør og resten af gruppen - Rob fra Wales, Greg fra tæt på London og Grasciano (?) fra Belgien. Det viste sig at være et helt perfekt match - vi havde det så sjovt!
Først gik turen til selve saltørkenen, hvor vi brugte en del tid på at tage sjove og smukke billeder - Cille har et helt album på facebook med billederne, så uploader ikke nogle her. Vi mistede også vores chauffør, men fandt ham heldigvis igen. Derefter kørte vi til togkirkegården, som er et af de sjovest steder, jeg nogensinde har besøgt! Gamle, westernagtige togvogne parkeret samlet med opsatte gynger og vipper i midten. Det var SÅ underligt, men også vildt sjovt. Blev naturligvis overmodig og skulle hoppe fra den ene togvogn til den anden, hvilket resulterede i verdens største blå mærke på låret! Efter denne skægge og en smule smertefulde oplevelse kom vi frem til vore hostel, hvor vi blev indlogeret på to tremandsværelser. Her hyggede vi med gruppen, indtil vores mad var færdig. Hostellet lå lige midt i ingenting, så stjernehimlen var usædvanligt flot!
På dag to klatrede vi på klipper af vulkansk aske og så en klippe, der lignede et træ. Den er åbenbart ret så kendt ;) Vi så også en masse bjerglaguner - et smukt syn! I disse laguner lever også flamingoer - et sjovt syn så langt oppe i bjergene! De er svagt pink, så de må jo få deres nødvendige næring (selvom vores guide mente, de kun spiser mudder...). Vi kørte også ind i en nationalpark, der kostede os 150bs. Ikke det værd... For vi kørte direkte til vores hostel, som lå endnu mere i midten af ingenting. Det var til gengæld vildt hyggeligt! Vi spillede kort og drak te og kaffe og gjorde nar med franskmænds accent, når de taler engelsk. Grasciano, belgieren, har nemlig en snert af fransk accent, som han var god til at overdrive. Rob var også vildt god til det. Et godt grin - særligt da en franskmand henvendte sig til os for at spørge, om vi havde en proptrækker. Det var meget svært at holde masken!
På tredjedagen stod vi meget tidligt op - chaufføren, Juan Carlos, havde nemlig sagt, vi skulle køre kl. 5. Der var han dog ikke selv stået op... Men afsted kom vi - 50min senere. Vi kørte op i bjergene, hvor vi så solopgangen over geyserne. Et ubeskriveligt syn! Længere inde i nationalparken badede vi i termiske kilder, mens Juan Carlos forberedte morgenmaden. Utroligt lækkert at ligge i varmt vand, mens luftens temperatur lå omkring frysepunktet! Efter dette dejlige morgenbad og lækker morgenmad gik turen mod den chilenske grænse, hvor vi sagde farvel til Grasciano. Altid en smule trist at sige farvel!
Så gik turen bare tilbage til Uyuni - vi punkterede 300m fra byen, så vi måtte skifte dæk. I Uyuni gik vi ud og spiste pizza, og derefter gik turen for Cille og mit vedkommende tilbage til Sucre, mens de andre vendte snuden mod La Paz. Alt i alt en fantastisk tur - ubeskrivelig, men her har jeg gjort et forsøg ;)
lørdag den 10. marts 2012
Arica
 |
| Mig med udsigt over Arica og strande - sidder lidt akavat, da der var ret langt ned på den anden side og selv ikke paragliding har kureret min højdeskræk ;) |
"Hjemme" igen (:
Så er vi tilbage i Sucre efter to forrygende dejlige uger væk herfra. Vores tid i Florianopolis gik mest med at ligge på diverse strande og sludre med drengene - så hyggeligt! Vi mødte også flere danskere på vores hostel i Florianopolis, en 7-8 stykker, tror jeg. Alle drenge. Det føles så skægt at snakke dansk med andre end hinanden efter så lang tid. Vi var i byen et par gange på nogle sjove clubs - dog ikke noget, der er værd at skrive hjem om, bare ganske hyggelige aftener! Vi tog også ud at spise sushi en aften - Cilles første gang. Hun er lige kommet igang med at spise fisk, så det var ret modigt. Det var nu heller ikke det store hit ;)
Den sidste dag i Florianopolis lejede vi scootere og cruisede rundt på øen. Jeg skulle naturligvis også afprøve mine scooterskills med det resultat at CJ og jeg måtte ned og bide i asfalten. Så har jeg også fået den lærestreg... Ingen af os kom dog til skade, et par hudafskrabninger på knæene og blå mærker. Det mest sårede var min stolthed!
Vi besluttede os at blive et par dag i Arica, Chile, inden vi tog tilbage til Sucre. Arica er en hyggelig by, men der er godt nok ikke meget at lave. Vi tjekkede ind på et hostel, hvor vi stort set var de eneste gæster - senere kom en mor og hendes søn. Det var en lidt hul fornemmelse, for overalt på væggene stod der skrevet hilsner fra tidligere gæster i stil med: "The funniest hostel ever", "Worst hangover ever" og"Thank God I dont remember everything". Der var dog også en der sagde: "Feels like we're the only ones here - wait a minute, we ARE the only ones!". Vi kom nok bare udenfor sæson, hvem ved? Vi besteg "El Morro", som er Aricas varetegn - en kæmpe klippe ud til havet. Flot udsigt over hele ørkenen. Vi mødte også vores medhostelgæster, Leon og hans mor på stranden. Moren (hvis navn jeg aldrig fik fat i, pinligt!) arbejder som sproglærer i Talca i Chile, så de var bare på ferie inden skolen begynder igen. Det er altid spændende at møde nye mennesker, selvom man også bliver lidt træt af altid at skulle svare på det samme; "hvad hedder du?", "hvor kommer I fra?", "hvor længe skal I rejse, hvor har I været blablabla". Det er selvfølgelig altid dejligt at høre nye historier, men en gang imellem er det også bare rart at sludre med Cille, CJ og Matty, som man har et noget bedre kendskab til!
Vores tur hjem til Sucre gik slag i slag - fra Arica på en lang bustur til Oruro, hvor vi fandt en van, der ville køre til Potosí ti min senere - og det første vi mødte i Potosí var en dame, der solgte billetter til Sucre til en bus, der kørte 5 min efter. Perfekt! Og dejligt at sove i en seng igen - selvom bus cama også altid er en sjov oplevelse!
Den sidste dag i Florianopolis lejede vi scootere og cruisede rundt på øen. Jeg skulle naturligvis også afprøve mine scooterskills med det resultat at CJ og jeg måtte ned og bide i asfalten. Så har jeg også fået den lærestreg... Ingen af os kom dog til skade, et par hudafskrabninger på knæene og blå mærker. Det mest sårede var min stolthed!
Vi besluttede os at blive et par dag i Arica, Chile, inden vi tog tilbage til Sucre. Arica er en hyggelig by, men der er godt nok ikke meget at lave. Vi tjekkede ind på et hostel, hvor vi stort set var de eneste gæster - senere kom en mor og hendes søn. Det var en lidt hul fornemmelse, for overalt på væggene stod der skrevet hilsner fra tidligere gæster i stil med: "The funniest hostel ever", "Worst hangover ever" og"Thank God I dont remember everything". Der var dog også en der sagde: "Feels like we're the only ones here - wait a minute, we ARE the only ones!". Vi kom nok bare udenfor sæson, hvem ved? Vi besteg "El Morro", som er Aricas varetegn - en kæmpe klippe ud til havet. Flot udsigt over hele ørkenen. Vi mødte også vores medhostelgæster, Leon og hans mor på stranden. Moren (hvis navn jeg aldrig fik fat i, pinligt!) arbejder som sproglærer i Talca i Chile, så de var bare på ferie inden skolen begynder igen. Det er altid spændende at møde nye mennesker, selvom man også bliver lidt træt af altid at skulle svare på det samme; "hvad hedder du?", "hvor kommer I fra?", "hvor længe skal I rejse, hvor har I været blablabla". Det er selvfølgelig altid dejligt at høre nye historier, men en gang imellem er det også bare rart at sludre med Cille, CJ og Matty, som man har et noget bedre kendskab til!
Vores tur hjem til Sucre gik slag i slag - fra Arica på en lang bustur til Oruro, hvor vi fandt en van, der ville køre til Potosí ti min senere - og det første vi mødte i Potosí var en dame, der solgte billetter til Sucre til en bus, der kørte 5 min efter. Perfekt! Og dejligt at sove i en seng igen - selvom bus cama også altid er en sjov oplevelse!
Abonner på:
Opslag (Atom)