tirsdag den 21. februar 2012

Oruro baby!

Smukke damer i kostumer

Milan i skum
Wow, ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive vores tur til Oruro! Det har været et perfekt miks af søde belgiere, alkohol, dans i gaderne, kostumer og skum. Vores guide var elendig og havde ikke styr på noget – men det gjorde egentlig ikke så meget, for hans uduelighed førte os sammen med Joris, Milan og Charlotte, tre belgiere, der boede på samme ”hostel” som os. ”Hostel”, fordi det egentlig bare var et stort rum med tynde madrasser – der var ikke engang papir på toilettet. Lidt af en oplevelse! Men vi kom i supergodt selskab med belgierne! Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden, så det var bare perfekt. Vi havde alle farvestrålende parykker på – og pigerne også masker. Så sjovt! Efter vores (utroligt lidt udbytterige) city tour fredag købte vi (undtagen Nanna, der var lidt sløj) spraydåser med sæbeskum, og så gik vi ellers i krig med de lokale – både børn og voksne. Først har man lidt pli og anstændighed og tænker ”Arg, jeg kan da ikke spraye på sådan et lille barn”. Men efter man er blevet sprayet i øjnene af 5årige gentagne gange, er det som om ens sidste rest af modenhed forsvinder – og jeg skammer mig ikke engang ;) De skulle ned, de unger! Om aftenen skulle vi hen til en fest – på vejen præsterede vi at sidde 13mand i en taxa (jeps, almindelig personbil!). Istanbulrekorden er vist slået!

Lørdag var den store paradedag, så vi tog ind til byen, spiste lidt morgenmad, iførte os parykker og masker og fandt frem til vores pladser på tribunen, hvorfra vi kunne se optoget. Jeg har aldrig set noget lignende! Så mange mennesker, der danser de samme trin, så mange forskellige kostumer med så mange detaljer, så store orkestre, der marcherer op og ned af gaderne, så mange tilskuere, så megen sæbeskum. Crazy! Milan sørgede for, vi havde øl at drikke og snacks at spise, så vi sad og hyggede og klappede og hujede og heppede. Fantastisk!! Intet mindre! Aftenen blev ikke mindre vild – vi dansede med paraden (selvom de ikke var helt tilfredse med Milans danseskills!), drak rom og cola – Cille mødte her sin overmand -  spillede kort, snakkede med nogle orureños, der tilbød os stoffer, blev næsten involveret i en slåskamp, ledte efter præsidenten (som vi ikke kunne finde, fordi vores guide ikke havde fattet, hvor han skulle sidde!), spillede bordfodbold på åben gade, drak mere øl, snakkede om alt og ingenting – perfekt aften! Nanna, Milan og jeg fulgtes hjem til hostellet til fods. Rigtig dejligt at slutte aftenen af med at gå gennem gaderne og se alle de festglade mennesker!

Søndag var hjemrejsedagen, men desværre kunne vi først få en bus kl. 18, så vi måtte sige farvel til vores nye venner, der tog videre til La Paz omkring kl. 13. Vi slog tiden ihjel på vores stamrestaurant med en pizza og en kop varm chokolade. Da det endelig blev tid til at finde vores bus, måtte vi erfare, at det var lettere sagt end gjort – der var simpelthen så mange busser og så mange stoppesteder! Heldigvis nåede vi det – og bussen var langt fra fuld, så vi kunne brede os ud på to sæder hver. Dejligt! Og heldigt, for det var nok den værste bumletur, jeg nogensinde har været på! Man blev simpelthen kastet rundt på sæderne – er ret glad for, jeg ikke kunne se pga. mørket, for har ikke lyst til at vide, hvordan vejene så ud! Da vi kom hjem, var der lys i huset – der er nemlig ankommet 15amerikanere, der bor her nogle dage. Hyggeligt! Men trængsel i huset! (:
Flere billeder følger, når jeg bedre kan uploade bedre!

torsdag den 16. februar 2012

Ciao mí Nilda!

I dag var en trist dag på Poconas for mig. Lille Nilda skulle nemlig rejse fra børnehjemmet for at flytte hjem til sin familie på landet. Grunden til, hun har boet på Poconas, er at hun var meget lille og skrøbelig, da hun blev født. Hun havde desuden svært ved at tage næring til sig – noget, jeg også har haft mine kampe med under frokosterne! Jeg vidste slet ikke, Nilda havde familie, så blev meget overrasket, da en af nonnerne kom for at hente hende. Jeg fik lov at følge med hele vejen ned til familien og bar posen med Nildas tøj og hendes lille bamse, som jeg gav til moderen. Familien så utrolig sød, men fattig ud. De har vist 9 børn i alt. Nilda og hendes tvillingebror, Hilder, er yngst. Så vidt jeg kunne fornemme på det hele, snakkede moderen kun quechua. Hun forstod hvert fald ikke, hvad jeg sagde på spansk, så hendes ældste søn måtte oversætte. Nilda virkede dog glad for at se dem, men sikke en omvæltning, hun går i møde! Det bliver et hårdt liv, hun får sig derude! Men hun er en stærk lille pige – og klog! Hun har udviklet sig helt enormt meget bare i den tid, jeg har arbejdet der – derfor var det også særlig svært for mig at sige farvel til hende. Hun er et af de børn, jeg har haft mest med at gøre, for hun har tit opsøgt mig og omvendt. Jeg føler, lidt selvcentreret, at jeg har haft noget at gøre med hendes udvikling, så det har gjort mig rigtig glad at lære hende at kende, på trods af, vi har haft vores skænderier om at dele, spise, opføre sig ordentlig osv. Jeg har lært hendes små særheder at kende - så som, hun ikke kan lide, når man kan se enderne på hendes snørrebånd.

Dog overraskede det mig meget, hvor berørt jeg var - og er – af hendes afrejse. Jeg troede ikke, jeg ville have problemer med at sige farvel til mine børn på trods af, jeg holder utroligt meget af dem. Jeg havde troet, jeg var i stand til at holde af dem og holde distance på samme tid, men det fandt jeg ud af i dag, jeg ikke kan. Jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at stå og græde foran Nildas forældre. Jeg fik sagt til dem, at jeg er utrolig glad for deres datter, at hun er en skøn og intelligent pige, og at jeg synes, det er godt, hun skal bo med dem. Til Nilda sagde jeg, at hun skal være en god pige. Puha.. Det var barskt. Hele vejen hjem fra Poconas gik jeg og snøftede – ikke særlig sejt, men ærligt! Jeg er simpelthen så ked af at sige farvel til hende! Det bliver så mærkeligt uden hende…

Mí Nilda

Nilda i gården, da vi legede med kridt. 

onsdag den 15. februar 2012

Endnu en dag i Yotala

Idag var en anderledes dag. Jeg spurgte igår Mama Vicky, om jeg kunne få lov at komme med hende på arbejde i Yotala en dag, hvor hun arbejder på landsbyskolen som børnehaveklasselærer - det er det ord, der kommer nærmest hendes arbejde. Hun har en klasse med nogle og 30 elever, der er mellem 3 og 5 år. Det er en slags forberedelseklasse, inden de begynder "rigtigt" i skole, hvor de skal lære at være væk fra deres forældre og "lære at lære" så at sige.

Jeg stod tidligere op, end jeg plejer, for vi skulle gå fra huset kl. 7. Vi gik ned til Río Loa, hvorfra vi tog bussen ud til Yotala. Skoledagen starter med, at eleverne står i rækker i gården, hvor der bliver sagt godmorgen og bedt Fadervor - en hyggelig samling! Dog var det ikke alle børnene, der mødte til tiden - helt op til en time efter morgensamling blev der banket på døren af mødre med deres børn. Vi kalder det, at man møder til boliviansk tid ;) I klasseværelserne er der ikke mange ting. Der er et whiteboard, men ingen tuscher, borde og stole, men ikke nok til alle eleverne. I skabene er lidt legesager, som vi fandt frem og brugte. Vi sang også sange med fagter med børnene. Det er ret hårdt for et par stykker af dem at være væk fra deres forældre - for nogle er det første gang overhovedet, de ikke er sammen med familien hele dagen. I frikvarteret blev mange af dem da også hente af ældre søskende eller kusiner. Familiebåndet er virkelig stærkt, og de store holder altid øje med og hjælper de små.

Jeg brugte meget tid med en dreng med Downs syndrom, der går i den normale skole. Det er højst sandsynligt det eneste sted, der er, hvor han kan være tæt på familien også. Han gjorde da heller ikke meget væsen af sig. Sagde jeg nej til ham, smed han sig på gulvet og græd i et minut, og så var den konflikt ude af verden.

I frikvarteret var vi ude på la cancha, boldbanen, hvor børnene får serveret api, en varm drik af rødbedefarvede majs og småkager. Jeg fik lidt en fornemmelse af, at det blev serveret for at sørge for, at også de fattigste børn fik noget at spise i skolen. Det var lidt en speciel oplevelse at være på skolen, da mange af børnene er virkelig fattige. Vi legede på et tidspunkt en leg, hvor Mama Vicky spurgte klassen: "Hvem har brusebad i deres hus?" - et spørgsmål på lige fod med "Hvem har en hund?" ville være i Danmark. Når skoledagen så er slut kommer børnenes mødre og henter dem, og hvis ikke moren er mødt op, skal børnene vente på dem i en lille gård. Alt i alt en god oplevelse med søde børn, der også synes, jeg var ret så spændende! Jeg kunne sagtens finde på at tage med derud igen en anden dag!

mandag den 13. februar 2012

Mand på kirkegårdsbesøg

Weekend og hård mandag

Mandag igen efter en dejlig weekend! Og hvilken mandag... Mine børn har været helt umulige i dag. Jeg har rigtig måttet skrue bissen på og skælde ud på spansk. Lidt sejt, ikke? Skolejubilæet fredag aften var rigtig sjovt og hyggeligt. Snakkede meget med en italiensk fyr ved navn Francesco – det er dejligt at mærke, mit spanske forbedrer sig. Er blevet meget bedre til alt – og konjunktiv tager ikke livet af mig, som jeg frygtede! Nanna og jeg tog tidligt hjem fra fest, mens Cille tog i byen med nogle af skolens andre elever.
Lørdag eftermiddag tog vi op til Recoleta Mirador, hvor vi var på museum og café. Recoleta ligger højt oppe over byen, så udsigten er virkelig flot! Det er helt sikkert endnu et besøg værd! Især fordi der ligger den hyggeligste lille café, hvor man både kan sidde ved borde og liggestole. Sjove typer, der kommer der. Alt fra folk på cykeltur, backpackere, sofistikerede intellektuelle, almindelige turister og folk som os. Skønt sted! Og skønne priser! Jeg fik mig verdens største stykke tiramisu til 15bs – det klager jeg ikke over! På vejen hjem rendte vi ind i nogle af karnevallets hidtil største vandkrige. Resultat: Våde trøjer og et stort grin! Vi hoppede på en tilfældig bus og stod af ved Mercado Campesino og gik resten af vejen hjem. At køre rundt i mikro’erne er en sjov og anderledes måde at se dele af byen, som man ellers ikke ville få oplevet.
Lørdag aften tog vi i byen med Daniel og nogle af hans venner. Det var dejligt at møde nogle nye mennesker! Vil rigtig gerne snakke mere med en af pigerne, brasilianske Camilla, fordi hun studerer medicin på næstsidste år. Det vil jeg gerne høre mere om! Mon ikke Daniel kan give mig hendes nummer?
Søndag morgen tog vi ned på kirkegården sammen med canadisk-indiske Jigna, der også bor her for tiden. Hun skal dog kun være her i to uger. Sucre Kirkegård er virkelig en flot og speciel oplevelse. Folk ligger ikke begravet under jorden, men i mausoleer eller høje ”skabe” med rum til kisterne. Hvert lille rum er flot dekoreret af den afdødes familie. Der er også en hel ”blok”, hvor der ligger børn. Meget trist at se! Men imponerende, hvor meget arbejde familien ligger i at holde graven pæn! Her er meget stor respekt omkring de afdøde. Gad godt opleve Allehelgensdag her – en del af den fejres nemlig på kirkegården.
Efter vores kirkegårdsbesøg tog vi en taxa ud til en lille landsby, Yotala. Pga. vejret var der ikke meget liv i byen. Vi gik ind på en restaurant for at spise frokost – og tilfældigvis er restauranten en af Daniels venners. Så vi fik både kindkys og gratis øl. Meget hyggeligt! Ellers var der ikke meget at se i Yotala – en masse geder og en halvtør flod… Desuden var vi trætte, så vi fandt en taxa, der ville køre os til Sucre igen. Vi måtte klemme os ind på bagsædet alle fire, for chaufførens kone kørte også lige med – sjov oplevelse! Der er ikke helt det samme forhold til transportmidler og sikkerhed her! Efter en lang og letter tømmermandspræget søndag var det dejligt at komme hjem igen. Torsdag aften går turen mod karneval i Oruro, hvilket jeg ser utrolig meget frem til. Vores tur til Salar de Uyuni er midlertidigt sat i bero, da regntiden gør, der er ufremkommeligt for tiden. Det må vente til marts!
Musikalsk underholdning på Recoleta caféen - band i farvestrålende, traditionelle dragter

Sofistikeret herre, der helt sikkert er godt bekendt med denne café.

Weekendsture (:

Søde Nanna på Recoleta Mirador

Appelsintræ på Recoleta Museum

torsdag den 9. februar 2012

Cille og Nelson

Lizbeth kunne ikke helt styre farverne!

Planer!

Wow, som tiden dog flyver afsted! Kan slet ikke forstå, jeg har været afsted i halvanden måned og kun har 64 dage tilbage i det her fantastiske land. Ufatteligt! Cille og jeg snakkede netop om, at vi bestemt ikke er færdige med Sydamerika endnu! Skal helt sikkert tilbage en dag!

Vi har lagt planer for den kommende uges tid, der indbefatter tur til Salar de Uyuni, Laguna Colarada og et par andre ting, jeg ikke husker. Der skal vi hen fra søndag til onsdag. Vi er så hjemme sent onsdag aften, og torsdag aften tager vi så til karneval i Oruro - det er nemlig (helt ekstraordinært, fordi vi var for sent ude) lykkedes os at få pladser. Helt fantastisk! Familien her er alle enige om, Oruros karneval er det bedste af alle i Bolivia. Vi er hjemme fra karneval søndag, og allerede lørdagen efter vender vi snuden mod Arica i Chile for at flyve mod Iguazu Falls og mødes med Brayden, Matty og CJ og Braydens kæreste, Shelli - det bliver intet mindre end fantastisk! Matty spurgte os, om vi havde lyst til at leje en hytte i Florianopolis istedet for at bo på hostel - det sagde vi ja tak til!

I denne uge har jeg haft min første - og bestemt ikke ikke sidste - salsalektion nede på Joy Ride Café sammen med Nanna. Vi skal faktisk afsted igen i aften. Det var simpelthen så sjovt. Og lidt grænseoverskridende, for vi var de eneste to, der mødte op. Senere kom lidt flere folk til, men alle sammen fulde bargæster, der bare lige kiggede forbi. Men superdygtig instruktør! Han kunne virkelig svinge hofterne og få en til at føle sig som en stivleddet dansker! Vi startede med at lære grundtrinene og derefter dansede vi på skift med ham, så vi kunne lære at danse med partner. Håber det bliver lidt nyttigt i Brasilien, selvom det jo er sambaens land!

Jeg fik også trumfet igennem at tegne med kridt med børnene udenfor. Så sjovt og hyggeligt med børn med kridt overalt. Tvivler dog på, de voksne syntes, det var så sjovt som jeg ;) De gik hvert fald meget op i at gøre fliserne rene bagefter. Men sjovt! Spurgte igår en af mine kolleger, om hun havde lyst til at drikke kaffe en dag. Hun blev helt forvirret og grinte, mens hun sagde, at det kunne godt være. Så det regner jeg ikke med, hun har lyst til ;) Vil dog nok prøve igen!

Idag på sprogskolen blev der holdt semisurprise for Line, der har fødselsdag i næste uge, men skal tilbringe hele natten op til på et fly til Rio. Skægt at opleve bolivianske fødselsdagstradtioner! Der er også sang og lys i kagen, men anderledes er det, at fødselsdagsbarnet skal tage en bid af kagen, før den er skåret. Gæsterne skubber så hele hovedet ned i kagen. Ville ønske, jeg havde haft mit kamera! Bagefter skulle vi nærmest "slå katten af tønden", men i stedet for at slå skulle vi trække i snore, der fik bunden til at gå ud. Indeni var der nytårstrompeter, fløjter og g-strenge. Skæg tradition! I morgen har skolen 3års jubilæum, så der skal vi ud at spise med vores lærere og andre elever. Spændende!

tirsdag den 7. februar 2012

Solrige dage og halvvågne nætter

Så kom solen langt om længe tilbage til Sucre! Den har vi savnet, selvom regnvejr også har en vis charme - bare ikke to uger i træk! Søndag brugte vi på at sove længe og slappe af i haven i varmen - skønt! Mandag var en hyggelig dag på Poconas - vi gik tur med børnene udenfor i det dejlige vejr. Havde taget gadekridt med, men skulle have tilladelse af en af nonnerne, og det har jeg nu fået. Måske skal vi tegne i morgen, hvis vejret er til det (: Idag var vi ude og lave perlerkæder - igen måtte jeg imponeres af børnenes færdigheder! Imponerende at en 2årig kan sidde og sætte perler på en snor - synes jeg hvert fald! José Luiz og jeg sad sammen og lavede en kæde, og var så heldig at få den om halsen bagefter. Jeg fik også Nildas. Jeg leverede dog kæderne tilbage, da de gerne vil genbruge perlerne. Var også oppe på Cilles etage og se til de små babyer - særligt Lizet med Down's har fået en stor plads i mit hjerte og prøver at tage hende op en gang om dagen, så hun får noget fysisk kontakt. Hun bliver svær at give slip på!

Senere i aften (kl.22 - ret sent!) skal Nanna og jeg og evt. Cille ned og have salsalektion på Joy Ride. Det er gratis og foregår hver tirsdag og torsdag. Det bliver ret sjovt at prøve - spændende, om jeg kommer til at føle mit som en komplet idiot! Det skal jeg nok fortælle mere om!

Idag har jeg også modtaget mit andet brev hernede fra min søde veninde Bernadette. Dejligt at høre hjemmefra på gammeldags maner! Har desuden også købt mig et par shorts til 24kr. Jo tak! Dejligt sted! Første betaling til mama Vicky er også overstået, så nu er de penge ude af verden (:

Alt i alt en dejlig hverdag! Imorgen rejser nordmændene videre, og det glæder vi os ærlig talt til! De sidste par nætter er både Line, Cille og jeg vågnet midt om natten pga. nordmændenes natlige udskejelser, der åbenbart skal foregå med alt lys tændt og med grin og råb kl. 4.20 om natten. Ikke fedt, når man skal op kl. 7! Derfor ser vi frem til en hel nats søvn i morgen :)

fredag den 3. februar 2012

Godmorgen Sucre!

Alt den regn vi har for tiden giver i det mindste noget flot at se på - her skyerne på bjergene en tidlig morgenstund. Taget fra vores have (:

Lobo lobo, que estás haciendo?

Efter vores dejlige tur til Potosí var det skønt at komme "hjem" til Sucre igen. Dejligt at vende tilbage til Poconas og opdage, at børnene rent faktisk begynder at kunne kende mig. Føler også, pigerne, jeg arbejder med, begynder at sætte pris på mig. Vi begynder at snakke mere sammen, i takt med mit spanske forbedres. Jeg er desuden igang med at lære nogle spanske børnesange, som vi synger og laver fagter til med børnene, bl.a. "Arroz con Leche" og "Lobo lobo", som er den spanske udgave af "Bjørnen sover". Ret sjovt! Jeg har desuden fuldstændig tabt mit hjerte til en lille baby ved navn Miguel, som er syg med diarré og ligger med drop for tiden. Han er også ret ny. Jeg er imponeret over, antallet af nyankomne babyer er så højt bare på den måned, vi har været her! En af babyerne, Lizet, har Down's Syndrom. Det er helt tydeligt at se i hendes ansigt, men som datter af en pædagog, der har arbejdet med handicappede, kender jeg også til nakkefold og linjen i hånden - og det er helt tydeligt i hendes højre hånd, at hun har Down's. Hun blev fundet i en landsby ca. 6timer fra Sucre af nogle læger, der var på rutinetjekrunde. Den biologiske mor er døvstum - ikke en optimal situation så at føde en datter med Down's 6timer fra civilisationen! Lizet var også underernæret, da de fandt hende. Det er en barsk historie og hårdt at tænke på lille Lizets fremtid. Dog tror jeg, hun er havnet det bedst mulige sted for et barn med hendes handicap - omgivet af læger. Ved dog ikke, om hun bliver flyttet til et andet sted senere i livet.

Onsdag aften var det farvel til Matt - helt underligt, at han ikke er her mere! Det tomme værelse blev dog allerede torsdag fyldt ud af søde Nanna fra Aarhus, som vi også mødte til møde hos Birger. Dejligt med nye ansigter, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Nanna skal være her i 5 måneder. Hun arbejder også på Poconas, men med de ældre børn sammen med Mama Vicky. Mama Vicky har også sagt, vi skal med hende på arbejde her en af dagene, så det bliver spændende at prøve noget nyt!

I morgen ankommer Maria Sehested og to veninder til Sucre! Glæder mig til at se dem og vise dem lidt rundt i "min" by! Vicky jr. og jeg har desuden en aftale om at lave kanelsnegle med æbler i morgen - på argentinsk maner! Og nå ja, så fik jeg en vandballon lige i øjet, da jeg var på vej ned til skolen for at betale mine timer. Nu må det karneval gerne snart slutte - lidt vandsprøjt hist og her skader ingen, men der er ingen grund til at sigte efter ansigtet, når man kaster så hårdt, som de gjorde ;) Stod helt alene på gaden med røde øjne og kind,omringet af folk, der stirrede på mig - vendte pænt om og gik tilbage til huset! To uger endnu. Uha!

God weekend! (: