søndag den 29. januar 2012

Potosí og La montaña que come gente viva

Denne uge gik stille og roligt - nordmændene ankom, så der er mange mennesker på badeværelset ;) De er 10 piger og 3 drenge, der er på studietur herovre. Lang rejse!

Torsdag aften tog Matt, Cille og jeg ned i byen for at se filmen "The Devil's Miner" på Joy Ride, som er en bar. Den spillede dog først fredag, men heldigvis rendte vi ind i et australsk par, Jimmy og Ashlee, som er nogle af Matts venner. Vi havde en rigtig god aften i deres selskab! På vej hjem besluttede Cille at lege Hundefængeren fra Grenaa og fik opbygget sig et følge på ikke færre end 5 gadehunde. Hun fik sorte potemærker på både bukser og trøje - alt i alt en skæg aften! Især da vi mente,  at vores taxachauffør ville have godt af at høre lidt bandeord på svensk og norsk ;)

Fredag blev så dagen, hvor vi endelig fik set "The Devil's Miner", og hold da op en film! Vil helt klart anbefale den til alle, der kan lide dokumentarer. Er så glad for, jeg så den, inden vi tog på minetur. Vi vendte nemlig allerede snuden mod Potosí kl. 07 lørdag morgen. Potosí er verdens højeste beliggende by og har været hjemsted for masser af spaniere i kolonitiden, hvilket arkitekturen også bærer kraftigt præg af, særligt i midtbyen, hvor spanierne boede. Den lokale indianer og Quechua befolkning var ikke tilladt adgang inden for bestemte murer. Det er den typiske kolonihistorie med en europæisk besættermagt, der udnytter lokalbefolkningen på alle tænkelige måder, og ingen midler skyer for at opnå rigdom. F.eks. udnyttede spanierne lokalbefolkningens overtro til at få dem til at arbejde i minerne. De "oprettede" en gud, en Dío, som eftersigende ville slå arbejderne ihjel, hvis de ikke arbejdede hårdt nok i minerne. På Quechua findes konsonanten "d" dog ikke, så Dío blev til Tio - "onkel" på spansk. Hver mine har deres egen Tio, som de ofrer til ved indgang til arbejdet. Tio ligner Djævlen, og er også udtryk for denne. Når minearbejderne befinder sig under himlen, tror de på Gud, men når de går ind i minen, og dermed under jorden, er de på Djævlens territorium, og må derfor tilbede ham og bede ham om hjælp i minerne. Mere om det senere!

Vi startede vores Potosíweekend med en guidet tur (på spansk! Vi er SÅ seje!) rundt i byen, hvor vi blev præsenteret for en masse af byens kirker og deres historie. Fransikanermunkeordenen var den første, der ankom til byen, og har derfor et par kirker der. Derefter kom Dominikanermunkene til. Der er også et nonnekloster, Santa Teresa. I gamle dage var den førstefødte forpligtet til at gå i kloster. Hvis man så var en pige, skulle man i Santa Teresaklostret, som var meget strengt. Nonnerne måtte ikke forlade klostret og måtte heller ikke se deres familie mere. Besøg var tilladte, men gennem et vindue i en væg, så familien og pigen ikke kunne se hinanden. Skulle familien aflevere mad, tøj eller lignende forefik det med en stor slags ske gennem det lille vindue. Det var en fed oplevelse at gå rundt og få lidt af byens historie fortalt. Vores guide havde også ret godt styr på det arkitektoniske og kunne vise os, hvordan barokstilen blev blandet med den lokale stil med overtroiske elementer.

Efter turen tjekkede vi ind på et halvdyrt hotel - det skulle gå lidt hurtigt! Men utroligt dejligt at have eget værelse og bad! Vi fik os en gang lasagne på en restaurant tæt ved, og derefter gik turen til minebjerget. Vi købte først lidt gaver til minearbejderne og til Tio, og tog derefter op til et hus, hvor vi blev udstyret med gummistøvler, bukser, anorak, hjelme og lamper. Ret fedt outfit! Først fik rødt minetøj, men en af guiderne mente, det var for stort, så det blev skiftet ud med et gult sæt, der passede lidt bedre. Derefter kørte busserne videre op til selve minebjerget. Vi kom i gruppe med seks andre piger og en engelsktalende guide. Der er et utroligt smukt udsyn oppe fra minebjerget - og lige ved siden af denne fantastiske udsigt ligger omkring 500 dybe, mørke miner. Vi gik ca. 1500 ind i minen med en nedstigning på omkring 100m. Vores guide, Sol, fortalte løbende om de forskellige mineraler i minen, metoderne til at udvinde dem, hvordan mineområderne fungerer og minens historie. Visse steder var der ret lavt til loftet, så man måtte gå og bukke sig og krumme ryggen. Jeg er utrolig glad for, jeg ikke er klaustrofobisk! Det var ikke meget plads, der var at gøre godt med! Især ikke når minearbejderne kom trillende med deres tunge vogne. Vi mødte omkring 10-12 arbejdende folk i minen - bl.a. en dreng på 14!

At være i minen var en blandet oplevelse. Det var utroligt spændende og meget flot med de forskellige mineraler, men når vi så mødte minearbejderne, blev vi mindet om, at det ikke er et museum, men en rigtig arbejdsplads med hårdtarbejdende folk. En minearbejder bliver typisk omkring 35-40år. Mange dør af gasforgiftning i minerne, men den største dræber er den langsomme silicosisdød. Silicosis opstår, når minearbejderne gennem en længere periode har indåndet alt støvet og småstenene i minerne i længere tid. Støvet ophober sig i lungerne og begynder at sætte sig sammen til klumper, hvilket fører til lungekollaps og blodhoste. Det er et helt utroligt hårdt liv. Jeg har det blandet med at se det, fordi det jo ikke er som en zoologisk have, hvor man kan glo som man vil. Det er ægte, hårdtarbejdende mennesker, det drejer sig om. Det er deres hverdag. På den anden side synes jeg også, det er vigtigt, de bliver set, så der kan blive skabt en større bevidsthed om disse menneskers levevilkår. Og det kan turisme jo bl.a. hjælpe med til. Tough call! Men hvert fald en fed, fed oplevelse, der var alt værd - støv, mudder, snævre åbninger, vi måtte kravle igennem, varmen fra bjerget og lugten af gas. Man siger, dette bjerg, besøgte, har kostet omkring 800mio. mænd livet gennem tiden. Det er derfor kendt som La montaña que come gente viva - bjerget, der æder mennesker levende. Den mine, vi besøgte, var faktisk samme mine, som "The Devil's Miner" foregår i. Meget spændende at se i virkeligheden! Og meget spændende at besøge Tio Jorge. Vi ofrede cocablade, cigaretter og alkohol på 96% til ham. Alkoholen skal være så ren som muligt, da en ren ofring vil betyde rene mineraler. Det giver jo egentlig god mening! Jeg kunne blive ved og ved at fortælle om minerne, men det vil tage 100år! Så jeg vil lade det være ved det her og uploade nogle billeder derfra, som kan tale for sig selv!

Efter minebesøget tog vi hjem på hotellet og fik os et dejligt, varmt bad, hvor vi fik skyllet alt stenstøvet af os. Vi tog derefter hen på et andet hostel i nærheden for at mødes med pigerne fra vores minetursgruppe, som vi havde aftalt at spise med. Utrolig hyggelig aften! Pigerne er en meget blandet gruppe - 3 brasilianere, 1 tysker, 1 amerikaner (fra Wisconsin. Hun har været i Decorah masser af gange!) og 1 australier. Efter et godt måltid og dessert var det direkte på hovedet i seng. Det tærer godt nok på kræfterne at gå i minerne!

Søndag måtte vi jo nødvendigvis bruge på at se håndbold, så godt vi nu kunne - dejligt med en sejr! Vi fik også købt lidt souvenirs, så er nu lykkelig ejer af endnu en alpacasweater i en sjov model. Da vi vendte snuden mod terminalen havde vi mere en almindeligt travlt - vi løb op ad trapperne, fik betalt for brug af terminal, løb ud til busserne, fandt vores, kastede os ind på vores sæder - og nej, der var ikke meget benplads, til dem der forstår sådan en lille en ;) Dejligt at komme "hjem" til Sucre igen! Men en helt fantastisk weekend!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar