torsdag den 5. januar 2012

Kanten af verden

What a day! Startede dagen med at lede efter et par lange bukser, da aftenerne bliver ret kolde, og har kun et par med, så det er lige i underkanten. Fik dog konstateret, at jeg ikke lige er bygget the bolivian way - hvis bukserne ikke var for korte, var de for store i livet, grimme med glimmer eller bare alt for lavtaljede. Øv. Men søde Line har lovet at vise mig, hvor hun plejer at købe bukser, så der er forhåbentlig bedre held!

Efter endnu en dejlige almuerzo tog vi med drengene, David fra Skotland og Oliver fra Gibraltar, hen til sprogskolen, hvor der var et arrangeret en tur til et plejehjem i byen. Vi donerede hver 100bs, og tog derefter med Tatiana, David, Oliver og et par andre elever fra sprogskolen hen på plejehjemmet, der udad til er rigtig flot, men indvendig er det en anden historie. Der var rigtig mange gamle, syge og udviklingshæmmede mennesker, hvoraf en del heller ingen familie har. Rigtig mange triste skæbner! Derudover er hjemmet ekstremt underbemandet. Det er drevet af nonner, og der er også et par plejere, men langt fra nok. Der er heller ikke nok ressourcer til at sørge for de nødvendige medicinske remedier, så på anden sal, hvor det nærmest var hospice, var der nogle, der skreg, fordi de havde ondt. Virkelig hårdt at se! Tatiana, sproglæreren, arrangerer sådan en tur hver uge, hvor man donerer nogle penge, tager ud og køber ind - vi købte kager, mentolatum, bleer, juice og slikkepinde - og derefter tager man hen til plejehjemmet og deler ud. Man giver så lidt, men beboerne bliver bare så glade! David spillede guitar, og et par af beboerne og Tatiana dansede.

Det, der gjorde det største indtryk på mig, var en kvinde på anden sal, hospicet, der ifølge Tatiana havde haft et meget hårdt liv, som hun også var mærket af fysisk. Hun kunne kun snakke quechua, så vi kunne ikke rigtig kommunikere, men vi snakkede faktisk i lang tid - eller, det vil sige, hun snakkede og jeg lyttede og nikkede og forsøgte at følge hendes ansigtsudtryk. Tror egentlig bare, hun var glad for at få lov at snakke med nogen, selvom jeg ikke forstod et ord - quechua er et meget vanskeligt sprog både at lære og forstå. Jeg tror, dømt udfra fagterne og ansigtsudtrykkene, at hun fortalte mig sin historie. Det var ret barskt.

Det var alt i alt en meget grænseoverskridende, men givende oplevelse, der virkelig sætter tingene i perspektiv, fordi man pludselig står ansigt til ansigt med mennesker, der absolut intet har. Jeg kunne sagtens finde på at tage med igen i næste uge eller næste igen!

En glad lille ting i mit ellers lidt triste indlæg er, at jeg har fået hentet mig tøj på vaskeriet, så jeg nu har rene bukser. Jaaaa! Har også fået skypet med Thomas igår og mine forældre her til aften. Utrolig dejligt at se dem og høre deres stemmer! Selvom jeg ikke rigtig har tid til at savne, fordi alt er så nyt, er det alligevel rart med et hjemligt pust!

Hvis nogen skulle have lyst til at sende et brev, er adressen:
Anne Sofie Borg Hammer
Nataniel Aguirre 209
Sucre, Bolivia

Der går dog nok en treugers tid, før post når frem hertil desværre!

-AS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar