I dag var en trist dag på Poconas for mig. Lille Nilda skulle nemlig rejse fra børnehjemmet for at flytte hjem til sin familie på landet. Grunden til, hun har boet på Poconas, er at hun var meget lille og skrøbelig, da hun blev født. Hun havde desuden svært ved at tage næring til sig – noget, jeg også har haft mine kampe med under frokosterne! Jeg vidste slet ikke, Nilda havde familie, så blev meget overrasket, da en af nonnerne kom for at hente hende. Jeg fik lov at følge med hele vejen ned til familien og bar posen med Nildas tøj og hendes lille bamse, som jeg gav til moderen. Familien så utrolig sød, men fattig ud. De har vist 9 børn i alt. Nilda og hendes tvillingebror, Hilder, er yngst. Så vidt jeg kunne fornemme på det hele, snakkede moderen kun quechua. Hun forstod hvert fald ikke, hvad jeg sagde på spansk, så hendes ældste søn måtte oversætte. Nilda virkede dog glad for at se dem, men sikke en omvæltning, hun går i møde! Det bliver et hårdt liv, hun får sig derude! Men hun er en stærk lille pige – og klog! Hun har udviklet sig helt enormt meget bare i den tid, jeg har arbejdet der – derfor var det også særlig svært for mig at sige farvel til hende. Hun er et af de børn, jeg har haft mest med at gøre, for hun har tit opsøgt mig og omvendt. Jeg føler, lidt selvcentreret, at jeg har haft noget at gøre med hendes udvikling, så det har gjort mig rigtig glad at lære hende at kende, på trods af, vi har haft vores skænderier om at dele, spise, opføre sig ordentlig osv. Jeg har lært hendes små særheder at kende - så som, hun ikke kan lide, når man kan se enderne på hendes snørrebånd.
Dog overraskede det mig meget, hvor berørt jeg var - og er – af hendes afrejse. Jeg troede ikke, jeg ville have problemer med at sige farvel til mine børn på trods af, jeg holder utroligt meget af dem. Jeg havde troet, jeg var i stand til at holde af dem og holde distance på samme tid, men det fandt jeg ud af i dag, jeg ikke kan. Jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at stå og græde foran Nildas forældre. Jeg fik sagt til dem, at jeg er utrolig glad for deres datter, at hun er en skøn og intelligent pige, og at jeg synes, det er godt, hun skal bo med dem. Til Nilda sagde jeg, at hun skal være en god pige. Puha.. Det var barskt. Hele vejen hjem fra Poconas gik jeg og snøftede – ikke særlig sejt, men ærligt! Jeg er simpelthen så ked af at sige farvel til hende! Det bliver så mærkeligt uden hende…
Dog overraskede det mig meget, hvor berørt jeg var - og er – af hendes afrejse. Jeg troede ikke, jeg ville have problemer med at sige farvel til mine børn på trods af, jeg holder utroligt meget af dem. Jeg havde troet, jeg var i stand til at holde af dem og holde distance på samme tid, men det fandt jeg ud af i dag, jeg ikke kan. Jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at stå og græde foran Nildas forældre. Jeg fik sagt til dem, at jeg er utrolig glad for deres datter, at hun er en skøn og intelligent pige, og at jeg synes, det er godt, hun skal bo med dem. Til Nilda sagde jeg, at hun skal være en god pige. Puha.. Det var barskt. Hele vejen hjem fra Poconas gik jeg og snøftede – ikke særlig sejt, men ærligt! Jeg er simpelthen så ked af at sige farvel til hende! Det bliver så mærkeligt uden hende…
| Mí Nilda |
| Nilda i gården, da vi legede med kridt. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar